Sexofferets mor: Jeg håber, han rådner op i fængslet

- Han har ødelagt min datter og taget hendes uskyld, siger moren til det 11-årige offer

Den børnepornodømte dansker Kai Lundstrøm Pedersen.
Den børnepornodømte dansker Kai Lundstrøm Pedersen.

KANSAS CITY (Ekstra Bladet): En straf på 30 års fængsel er ikke et sekund for lang tid for den børnepornodømte it-konsulent Kai Lundstrøm Pedersen.

Det mener moren til det 11-årige amerikanske sexoffer, der har været voldsomt påvirket af hele sagen.

– Han har ødelagt min datter og taget hendes uskyld. Jeg håber, at han rådner op i fængslet, siger moren, der udbrød et lettelses suk i retten, da danskeren blev idømt den langvarige straf.

Kai Lundstrøm Pedersen vil dermed være 91 år gammel, før han kan forlade fængslet i USA.

– Det svarer til en straf på livstid. Det er jeg trods alt glad for. Jeg vil bare ikke have, at han kommer ud igen.

Til fare for børn
Selv om danskeren tog ordet inden strafudmålingen i retten i Kansas City, Missouri, og undskyldte over for den 11-årige pige og hendes familie, formilder det ikke moren.

– Han vidste, at det han gjorde var forkert, men han gjorde at alligevel, siger moren, der ikke ønsker sit navn i avisen for at beskytte datteren.

– Jeg tror, at han altid vil være til fare for børn. Jeg ønsker ikke, at andre familier skal opleve dette, siger hun til ekstrabladet.dk.

Lokket til onani
Kai Lundstrøm Pedersen udgav sig for at være en 14-årig dreng, da han i 2010 mødte den 11-årige pige i en chat på internettet og lokkede hende til at onanere foran et webkamera.

Danskeren optog seancen på video og oploadede den til en fildelingstjeneste på internettet.

Han oprettede desuden falske online-profiler og bombarderede den skræmte pige med grove trusler, for at få hende til at gentage sexchatten.

Pigen gik til sidst til sin mor, der kontaktede politiet. Amerikansk politi var derfor allerede på sporet af danskeren, da han kort efter rejste til på ferie til USA, hvor han blev anholdt.