Lisa-drabet:- Hvis ikke jeg møder på arbejde, så kig efter mig i baghaven

Advarede kollega og forudså sit eget drab

Lisa Andersen frygtede tilsyneladende sin tidligere samlevers vrede i sådan en grad, at hun ligefrem advarede en kollega.

- Hvis ikke jeg møder på arbejde, så kig efter mig i baghaven.

sådan forklarede den dræbte Lisa Andersen (37) til en arbejdskollega. Den kvindelige kollega vidnede i dag i retssagen, hvor Lisas tidligere samlever, Jimmy Paaske (49) er tiltalt for drab.

- Vi var kolleger i 14 år. Vi var tætte, og hun fortalte mig om mange private ting. Blandt andet, hvordan det gik derhjemme.

Var tætte
- Lisa havde brug for en. Hun havde ikke så mange at være tæt med, forklarede vidnet ved dagens retsmøde.

Vidnet forklarede, at Lisa i første omgang var tiltrukket af Jimmy Paaskes direkte facon, som vidnet også beskrev som 'rå'.

Ind i mellem blev det dog for meget.

- En nytårsaften, hvor han havde fået for meget at drikke, slog han ud efter hendes bror. Her måtte hun gå i mellem. Ved den lejlighed stillede hendes familie et ultimatum: Det er os eller ham. Da han lovede ikke at drikke mere, tilgav hun ham, forklarede vidnet.

Vidnet forklarede også, hvordan Lisa var blevet træt af den evige passivitet derhjemme. Hun gjorde alt det huslige, mens Jimmy sad og rodede med computer og gennem flere gange var arbejdsløs.

Efter de fik barn sammen, blev det i følge vidnets forklaring for meget for Lisa.

Hans hidsige og opfarende temperament kostede dem til sidst forholdet.

- Der var blandt andet en episode ved sønnens børnehave, forklarede vidnet.

Var meget forelsket
Her havde Jimmy overfuset et andet barns forælder i en batalje om en p-plads.

- Børnehavens leder havde efterfølgende kontaktet Lisa, forklarede vidnet.

Vidnet forklarede, hvordan Lisa havde betroet sig om forholdet til ejendomsmægleren til hende.

- Hun var meget forelsket. Men begge parter var forsigtige. Han vidste ikke, om han måtte være intim med en kunde, og hun var bange for, at Jimmy skulle opdage forholdet, forklarede vidnet.

Det var i den forbindelse, Lisa advarede kollegaen om at kigge efter hende i baghaven.

- Hun frygtede noget voldsomt kunne ske. Det var underforstået hun var blevet slået ihjel. Lisa frygtede også, at Jimmy eventuelt ville lade det gå ud over ejendomsmægleren.

- Dengang hun sagde det, tænkte jeg ikke videre over det. Jeg slog det hen.

Så efterlysning på tv
- Men da Lisa var forsvundet ringede jeg med det samme til politiet. Der poppede det op igen.

- Da jeg så efterlysningen, vidste jeg der var noget galt.

Vidnet var tydeligt påvirket, mens hun forklarede sig. Flere gange måtte hun samle sig og klare tankerne.

Vidnet forklarede, at Jimmy Paaske var på tandklinikken, hvor Lisa og vidnet arbejder, for at få lavet tænder. Det var 22. december 2010.

Om forholdet til ejendomsmægleren forklarede vidnet:

- Hun var meget forelsket. De var sammen så tit, det var muligt. Men hun var meget nervøs for, at Jimmy skulle opdage forholdet, forklarede vidnet.

I begyndelsen var forholdet til ejendomsmægleren dog af ren seksuel karakter. Siden voksede følelserne.

Ejendomsmægleren havde Lisa mødt, da hun og Jimmy skulle sælge deres hus.

Om Lisa Andersen forklarede vidnet, at hun var dygtigt og professionel.

- Hun var meget pligtopfyldende, sagde vidnet.