Ny sag om sexmisbrug i Brønderslev

Nordjyllands Politi har fået en anmeldelse, der handler om seksuel misbrug af seks børn lidt udenfor Brønderslev

En ny sag om misbrug af børn er dukket op i Brønderslev Kommune. Kommunen bekræfter at have meldt en sag til politiet, men vil ikke komme nærmere ind på sagens detaljer. Det skriver TV2 Nord.

Nordjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget en anmeldelse, og at man nu skal efterforske sagen, blandt andet med videoafhøringer af børnene. Af hensyn til efterforskningen vil politiet ikke udtale sig yderligere om sagen.

Ifølge lokalstationens oplysninger er der tale om en familie fra landsbyen Manna mellem Brønderslev og Saltum.

I sidste uge blev seks børn angiveligt tvangsfjernet fra familien på grund af mistanke om seksuelle overgreb. Det er dog ikke sikkert, at det er forældrene, der er under mistanke for overgrebene.

Indtil videre er ingen personer begæret fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling, oplyser Nordjyllands Politi.

Kommunaldirektør Søren Steensen fra Brønderslev Kommune bekræfter over for Nordjyske.dk, at der er indgivet en politianmeldelse.

- Af hensyn til politiets efterforskning, kan vi ikke fortælle mere end, vi kan bekræfte, at vi i denne uge har indgivet politianmeldelse, siger Søren Steensen. Den aftale har vi indgået med politiet.