Dømt for at 'skænde islam'

Den mest populære arabiske skuespiller og komiker, Adel Iman, er sendt tre måneder i fængsel for roller på teater og tv

Her er den egyptiske Adel Iman sammen med den libanesiske popstjerne Nicole Saba (Foto: AFP)
Her er den egyptiske Adel Iman sammen med den libanesiske popstjerne Nicole Saba (Foto: AFP)

En domstol i Kairo har idømt den arabiske verdens mest kendte skuespiller, Adel Imam, tre måneders fængsel for at 'skænde islam' i sine roller på teater og tv.

Det oplyser den egyptiske komiker, der modtog sin dom in absentia.

Den 71-årige Imam, der er goodwill-ambassadør for FN, er blevet beskrevet som den arabiske verdens svar på Charlie Chaplin.

Han er idømt tre måneders hårdt arbejde, fortæller han.

Imam blev tiltalt for at 'skænde islam', efter en advokat med forbindelser til islamister anlagde sag mod ham.

- Jeg vil appellere afgørelsen, siger han.

Imam afviser, at han under sit arbejde som skuespiller og komiker har forsøgte at sværte islam.

Han har tidligere haft kontroverser med islamister i Egypten, der anser hans optræden for at være blasfemisk.

I den seneste sag er han blevet kritiseret for sin optræden i en film fra 1994, 'Terroristen', hvor han spiller en fundamentalistisk islamist, og i det komiske teaterstykke 'Lederen', hvor han gør nar af den arabiske verdens enerådige ledere.

Imam har spillet med i 100 film og 10 teaterstykker. Han har en meget stor fanskare i den arabiske verden, der kan lide hans måde at beskrive de magtfulde og de religiøse.

Siden 2000 har han været goodwill-ambassadør for FN's Flygtningehøjkommissariat og har arbejdet sammen med skuespilleren Angelina Jolie og den italienske modedesigner Giorgio Armani.

Islamister anført af Det Muslimske Broderskab har netop sejret stort ved det første frie valg i Egypten.