Minibus med syv børn i ulykke

Et dramatisk sammenstød mellem en minibus med syv børn og en varevogn på Holbæk-motorvejen endte heldigvis kun med småskrammer

Her transporteres børnene væk i en politibus. Forældrene har hentet dem på Hvidovre Hospital.(Foto: Kenneth Meyer)
Her transporteres børnene væk i en politibus. Forældrene har hentet dem på Hvidovre Hospital.(Foto: Kenneth Meyer)

En minibus med en syv piger hestepiger fra en fritidsinstitution i København blev i eftermiddag påkørt af en varebil lastet med dæk på Holbækmotorvejen.

Børnene blev alle kørt til Hvidovre Hospital til undersøgelse, men de er sluppet med småskrammer, oplyser Københavns Vestegns politi.

Foruden de syv piger, der skulle til ridning, var der en pædagog, som også var chauffør på minibussen. Alle i bussen havde sele på.

Alarmen kom kl. 14.27, og der blev sendt brandvæsen, ambulancer, akutlæge og politi.

Varevognen og minibussen kørte begge mod syd, da varevognen lavede et vognbaneskift og ramte minibussen fra institutionen Rubinen på Rubinsteinsvej i Københavns SV-kvarter.

Varevognen væltede rundt, mens minibussen blev stående på alle fire hjul.

Ringede til børnenes forældre
- Akutlægen på stedet skønnede, at der ikke var nogen alvorligt tilskadekomne børn, så vi kørte dem til tjek på Hvidovre Hospital i to af vores transportvogne - også fordi de ikke skulle stå og fryse på stedet, siger vagtchef Jens Møller, Københavns Vestegns politi.

Institutionen orienterede selv forældrene til børnene, der er i 11-13 års alderen, og forældrene er nu ved at hente børnene på Hvidovre Hospital.

Heller ikke føreren af den væltede varevogn kom noget særligt til, oplyser politiet.

- Vi har sendt en bilinspektør til stedet. Vi kender ikke den præcise årsag endnu, men det ser ud til, at varevognen laver et vognbaneskift og rammer minibussen, der kører i tredje vognbane, siger vagtchef Jens Møller.

Ulykken skete hvor Holbækmotorvejen deler sig mod nord og mod syd.

Kriseplan sat i værk
'Rubinen' satte straks en kriseplan i værk: - Vi har blandt andet en psykolog og en repræsentant fra forvaltningen til at tale med børn og forældre, siger områdechef Kate Obeid til ekstrabladet.dk.

- Det er også vigtigt at tale med de børn og forældre, som ikke var med i bussen, men som kender dem godt. Vi har fået bekræftet, at børnene er uskadte. Pædagogen har vist fået en flænge, siger områdechef Kate Obeid.

1 af 4 Varevognen, der var fyldt med dæk, væltede, men er her rejst op i gen.(Foto: Kenneth Meyer)
2 af 4 Her holder minibussen fra institutionen Rubinen. Den blev på hjulene ved sammenstødet. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 4 Her ligger den væltede varevogn, som ramte minibussen. Ulykken skyldes formentlig et vognbaneskift fra varevognen.(Foto: Kenneth Meyer)
4 af 4 Her transporteres børnene væk i en politibus. Forældrene har hentet dem på Hvidovre Hospital.(Foto: Kenneth Meyer)