Kvindelig cyklist dræbt af lastbil

En kvinde blev torsdag morgen dræbt af en lastbil i en rundkørsel i Billund

En kvindelig cyklist blev tidligt i morges dræbt i en rundkørsel i Billund.

- De nærmere omstændigheder kender vi endnu ikke. Kun at ulykken er sket i en rundkørsel, siger vagtchef, Hans Hoffensetz, fra Sydøstjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Kvinden kørte klokken 06.50 i rundkørslen ved Vejlevej og Hans Jensens Vej, da hun blev påkørt af en dansk indregistreret lastbil.

Hun var dræbt på stedet, oplyser vagtchefen.

Politiet kan endnu ikke oplyse nærmere om kvindens identitet.

- Vi er endnu ikke kommet så langt i efterforskningen, så de pårørende er endnu ikke underrettet, siger Hans Hoffensetz.

Politiet er fortsat på stedet for at afhøre vidner, og en bilinspektør skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.