18-årig pige dræbt: Ingen lys på cyklen skyld i dødsulykke

Den 18-årige cyklist, som i morges blev dræbt af en lastbil i Billund, havde hverken lys eller hjelm på

Ingen lys på cyklen og ingen hjelm på hovedet var formentlig medvirkende årsager til, at en 18-årig pige blev dræbt i en rundkørsel i Billund torsdag morgen.

En 48-årig lastbilchauffør fra Agerbæk kørte kl. 06.50 fra Grindstedvej ind i rundkørslen ved Hans Jensensvej og Vejlevej, da han overså den 18-årige cyklist.

Læs også:

Se også: Kvindelig cyklist dræbt af lastbil

- Hun havde ingen hjelm på, ingen lys på cyklen og kun en enkelt refleks bag på, så han påkørte hende med fronten ind på hendes højre side, fortæller Lars Chr. Thomsen fra lokalpolitiet i Billund til ekstrabladet.dk.

Pigen, der er fra Grindsted, var dræbt på stedet, og chaufføren er selvsagt dybt chokeret over ulykken, oplyser politiet.

Politiet er i øjeblikket ved at underrette de pårørende.

En bilinspektør skal nu undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.