Mand og kvinde anholdt for bordel-røverier

En 54-årig kvinde og en 39-årige mand har ifølge politiet begået to røverier mod massageklinikker i Aarhus

En massageklinik i Aarhus var i nat udsat for røveri. De formodede røvere blev anholdt kort efter. (Arkivfoto: Camilla Stephan/Polfoto)
En massageklinik i Aarhus var i nat udsat for røveri. De formodede røvere blev anholdt kort efter. (Arkivfoto: Camilla Stephan/Polfoto)

To årvågne thailandske kvinder udpegede i nat klokken 02.50 to formodede bordelrøvere i Aarhus.

Kort forinden havde de to røvere - en 54-årig kvinde og en 39-årige mand - ifølge politiet begået et røveri mod en massageklinik på Viborgvej i Aarhus.

De to røvere udgav sig for at være fra politiet overfor de to kvinder på stedet, men pludselig trak manden en pistol, og de to røvere truede sig herefter til flere effekter fra massageklinikken.

Røverne nåede dog ikke så langt, da de to thailandske kvinder løb en politipatrulje i møde ude på Viborgvej og udpegede gerningsmændene i en bil tæt ved gerningsstedet.

Kvinden og manden blev herefter anholdt, og i bilen fandt politiet bl.a. en pistol, en spray, strips og håndjern, oplyser politikommissær Mogens Brøndum.

Politiet sigter også parret for et røveri mod en anden massageklinik den 30. januar kl. 02.40 i Marstrandsgade i Aarhus.

Ved begge røverier var der tale om en mand og en kvinde, som udgav sig for at være politifolk.

Under røveriet i Marstrandsgade blev en 36-årig kvinde, der opholdt sig alene i klinikken, bundet på hænder og fødder og munden tapet til.

Gerningsmændene stak herefter af med bl.a. penge, mobiltelefoner og kvindens pas.

Den 54-årig kvinde og en 39-årige mand vil i dag blive fremstillet i grundlovsforhør og af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden anmode om lukkede døre.