To mænd anholdt for at inddrive gæld

To mænd er sigtet for røveri, efter de tømte en 41-årig mands lejlighed for indbo i Grenaa

To mænd på 38 år fra Esbjerg er sigtet for røveri, efter de i går forsøgte at inddrive gæld for en tredje person hos en 41-årig mand.

De to mænd troppede i går kl. 13.37 op hos den 41-årige mand på hans adresse på De Lichtenbergsvej i Grenaa.

Under trusler forlangte de at få et kontantbeløb, men da den 41-årige ikke kunne betale, blev han kørt hen til en dankort-automat, hvor han forgæves forsøgte at hæve penge.

Kontoen var tom, og de to mænd tog herefter hævekortet, så de selv kunne hæve, når der var atter var penge på kontoen.

De kørte herefter tilbage til De Lichtenbergsvej, hvor de stort set tømte lejligheden for indbo, som de tog med sig i en medbragte varevogn.

Til sidst tvang de den 41-årige mand til at tanke bilen op på hans benzinkort.

Under hele forløbet blev den 41-årige mand verbalt truet.

De to mænd blev anholdt af en politipatrulje kl. 14.53 på Motortrafikvejen på vej mod Århus.

De blev begge varetægtsfængslet i fire uger ved retten i Randers.