Eksbokser slap for forvaring

Lars Lund Jensen blev onsdag formiddag idømt to år og seks måneders ubetinget fængsel

Lars Lund Jensen nøjes med to og et halvt års fængsel for vold og trusler mod ekskæreste. (Arkivfoto: Andreas Szlavik)
Lars Lund Jensen nøjes med to og et halvt års fængsel for vold og trusler mod ekskæreste. (Arkivfoto: Andreas Szlavik)

Den tidligere europamester i junior-letvægt Lars Lund Jensen er onsdag formiddag blevet idømt to år og seks måneders fængsel for grov vold og trusler ved Retten i Horsens.

Dommen er overraskende mild, da anklageren havde krævet forvaring på ubestemt tid, og offer og pårørende var da også tydeligt rystede, da dommen blev læst op.

Eksbokseren blev også dømt til at betale 75.000 kroner i godtgørelse for tort til ekskæresten.

49-årige Lars Lund Jensen har tilbragt ti år af sit liv i fængsel og har siden karrierens afslutning levet et liv med misbrug og vold på kanten af samfundet.

Han er blevet far til fem børn og har i flere forhold til kvinder glemt, at han ikke var i bokseringen og har ladet næverne tale.

Han er adskillige gange blevet dømt for grov vold, og det er også årsagen til, at han er fundet skyldig ved Retten i Horsens.

Her har hans ekskæreste samtidig forklaret, hvordan hun i marts i fjor blev groft mishandlet og truet på livet af sin temperamentsfulde og jaloux plageånd. Ifølge anklageskriftet gemte ekskæresten sig for Lars Lund i flere måneder, inden han overfaldt hende, mens hun opholdt sig hos en bekendt i Lund ved Horsens.

Anklager: 38 skader
Lars Lunds 40-årige ekskæreste havde 38 forskellige skader på kroppen, herunder brækkede knogler og tænder, da politiet stoppede hendes mareridt lidt i ti om aftenen, 13. marts i fjor.

- Slag og spark kan sagtens være grov vold. Det var der tale om her, hvor tiltalte ( Lars Lund) tævede og truede sin ekskæreste og slæbte hende ud til sin bil ved hår og håndjern, sagde anklager Pernille Moesborg mandag i sin procedure for at få eksbokseren kendt skyldig.

Ifølge politiet blev der på gerningsstedet fundet flere kraftige hårtotter fra ekskæresten, som Lars Lund rev ud, da han trak hende ud i sin bil og lænkede hende til ratstammen.

Offeret blev også lænket med håndjern til vandtilførslen til et toilet, hvor angrebet mod hende fortsatte.

Retten konkluderede tirsdag, at offeret også blev udsat for frihedsberøvelse, da han kørte rundt med hende. Dog er der ikke beviser for, at den 49-årige eksbokser ridsede offeret på halsen med en kniv.