Tog kvælertag på betjent

Ville stjæle pung: Bulgarer tiltalt for drabsforsøg

Det kunne være endt fatalt, da en rulleforretning 8. marts sidste år gik fuldstændigt over gevind.

Et forsøg på at stjæle en pung endte med, at gerningsmanden satte sig oven på sit offer og tog kvælertag på ham i godt fire et halvt minut.

Derfor er en 26-årig bulgarer nu tiltalt for drabsforsøg. Retssagen begynder i dag ved Københavns Byret.

Overfaldet skete netop som det 33-årige offer – en politimand, der ikke var i tjeneste – kom ud fra en 7-Eleven-kiosk på Rådhuspladsen i København omkring klokken 04.20 om morgenen.

Havde været til koncert
Den 33-årige havde været koncert, da han på vejen hjem lagde vejen forbi kiosken.

På vej ud af kiosken blev han antastet af den 26-årige bulgarer. Den 33-årige forsøgte at skubbe manden væk. Det kvitterede gerningsmanden med et voldsomt knytnæveslag i ansigtet på offeret.

Det har offeret siden forklaret.

Slaget sendte den 33-årige i jorden, hvorefter gerningsmanden satte sig på offeret og tog kvælertag på ham.

Mens offeret lå hjælpeløst på jorden, stjal gerningsmandens kumpan offerets pung med kreditkort og 200 kr i kontanter.

Det lykkedes forbipasserende at rive den 26-årige væk fra offeret, der under overfaldet mistede bevidstheden.

Havde været tæt på at dø
Den 26-årige blev tilbageholdt, til politiet kort efter kom frem.

Efterfølgende konstaterede lægerne på skadestuen punktformede blødninger i den 33-årige betjents øjne – et klart signal på, at han havde været i fare for at miste livet.

Siden varetægtsfængslingen har gerningsmanden været anbragt på en lukket, psykiatrisk afdeling.

Ifølge anklageskriftet kræver anklageren en tidsubestemt behandlingsdom i fald den tiltalte kendes skyldig.