Ung mor renset for mistanke om babyvold

Ung mor kendt fra tv-programmet 'De Unge Mødre' sad varetægtsfængslet i seks en halv måned, sigtet for ruskevold mod sin søn

Anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod en ung mor, der var sigtet for ruskevold. Foto: Per Andersen/SBS TV
Anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod en ung mor, der var sigtet for ruskevold. Foto: Per Andersen/SBS TV

Anklagemyndigheden har opgivet at rejse tiltale mod en ung mor, der for halvandet år siden blev sigtet for livsfarlig ruskevold mod sin dengang blot få måneder gamle søn.

Den unge mor er kendt fra tv-programmet 'De unge Mødre', hvor hun udmærkede sig ved at fremstå som en meget kærlig mor for sine to børn. De er pt begge fjernet fra hjemmet.

Påtaleopgivelsen kom samme dag, som sæsonpremiere på 14. sæson af det populære og omdiskuterede dokumentarprogram på Kanal4.

Hun blev anholdt 28. juni 2010 og efterfølgende varetægtsfængslet. Først 7. januar sidste år blev hun løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet i omkring seks en halv måned. Hun har nægtet sig skyldig gennem hele forløbet.

- Anklagemyndigheden har d.d. (i går, red.) besluttet at opgive påtalen mod min klient, da anklagemyndigheden ikke forventer, at min klient vil blive fundet skyldig under en eventuel retssag. Dette kaldes en påtaleopgivelse, skriver hendes forsvarer, Casper Andreasen, i en mail til ekstrabladet.dk, hvor han også skriver:

Mulig gen-sygdom
- Sagen har været forelagt for Retslægerådet, og det er min opfattelse, at det er indholdet af den erklæring, Retslægerådet er kommet med, der er den direkte årsag til, at anklagemyndigheden har meddelt min klient en påtaleopgivelse.

Den unge mor har selv tidligere skrevet på Facebook, at hun troede, at hendes søn havde en sjælden gensygdom, der var skyld i sønnens hjerneskader, og at der var sendt blodprøve til undersøgelse i USA.

Nu er halvandet års mareridt så endelig ved at tage sin slutning for den unge mor.

Kræver erstatning
- Jeg har i dag (i går, red.) holdt et møde med min klient, der oplyser, at hun er glad og lettet over, at hun nu er renset for mistanken for et forhold, hun ikke har begået. Hun har gennemlevet ethvert menneskes værste mareridt – at blive anklaget for noget hun ikke har gjort med den konsekvens, at hendes børn er blevet taget fra hende, skriver forsvareren.

De vil nu kræve erstatning for den uberettigede frihedsberøvelse, som den unge mor har været udsat for.

- Der vil blive krævet et væsentligt større beløb end den takstmæssige erstatning, der udgør ca. 140.000,- kroner, skriver forsvareren i mailen til ekstrabladet.dk.

Hverken han eller den unge mor har flere kommentarer til sagen, fordi hun ønsker ro omkring sit liv - ikke mindst med henblik på hurtigst muligt at blive genforenet med sine børn.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen