Bandefolk efterlyses for drabsforsøg

Politiet efterlyser to bandefigurer for et drabsforsøg på Nørrebro i København

Eftersøgte Imer Zulbehari.
Eftersøgte Imer Zulbehari.

To bandefolk på 25 og 29 år blev i går anholdt efter et drabsforsøg i juli i Alis Bageri i Heimdalsgade 39 på Nørrebro i København.

Men politiet efterlyser endnu to bandefigurer, der ifølge politiet deltog i drabsforsøget på en 26-årig mand.

Den ene efterlyste Mohamed Walid Hamadeh, 21, jages internationalt og har tidligere været efterlyst i pressen, men den anden Imer Zulbehari, 25, efterlyses nu også offentligt.

Læs også: Politiet sigter flygtet 20-årig for drab

- Vi er meget interesserede i at finde de to personer, og håber at medierne og befolkningen vil være os behjælpelige. Det er en meget grov sag, som vi gør alt for at løbe op, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen.

Politiet advarer mod, at man selv forsøger at pågribe dem. - Ring til politiet, siger Steffen Th. Steffensen.

Imer Zulbehari beskrives som almindelig af bygning, 181 cm. høj, har sort hår og brune øjne, mellemøstlig oprindelse.

Mohamad Walid Hamadah er almindelig af bygning, 177 cm. høj, sort hår, brun/grønne øjne.

Anholdt med pistol
Ved politiaktionen i går, hvor den 25-årige og den 29-årige blev anholdt, var den 29-årige i besiddelse af en ni mm. Parabellum pistol med magasin, men uden ammunition. De to kræves varetægtsfængslet i dommervagten i dag.

Drabsforsøget i bageriet skete den 5. juli, hvor tre mænd stak det 26-årige offer i brystet med en kniv og skød ham med en maskinpistol. Han blev ramt af tre projektiler i den højre ben, men overlevede.

Ifølge sigtelsen i dommervagten mod de to bandefolk, der blev anholdt i går, var det Mohamed Hamadah, der skød med maskinspitolen, mens to allerede fængslede stak ham i brystet med kniv.

Mens tre af gerningsmændene gik ind i baglokalet for at dræbe den 26-årige, holdt tre andre vagt uden for bageriet.

Samme dag anholdt politiet fire mellem 22 og 26 år på Strandvejen nord for København, da de var ved at brænde tøj af ved stranden. De har tilknytning til banden Brothas fra Mjølnerparken. Fem andre Brothas-medlemmer blev også anholdt, men løsladt igen.

Også en drabssigtelse mod Hamadah
Otte dage efter drabsforsøget efterlyste politiet offentligt Mohamed Walid Hamadah som 'farlig og muligvis bevæbnet'.

Den 5. september sidste år rejste politiet en ny sigtelse mod Mohamed Walid Hamadeh for drabet på den 19-årige Amer El-Chami i en opgang i Folehaven den 3. april. Han blev ramt af flere skud i hjertet og brystet fra en maskinpistol.

En 22-årig sidder fængslet for drabet på Amer El-Chami, men politiet mener, at Mohamed Walid Hamadeh deltog i likvideringen, der skyldtes et personopgør mellem to franktioner med rødder i Mjølnerparken på Nørrebro.

1 af 2 Eftersøgte Mohamed Walid Hamadeh.
2 af 2 Eftersøgte Imer Zulbehari.