Kendis-dj forfulgt af gal kvinde med hånddukke

Festkongen Jean von Baden fik lange sms'er og blev forfulgt af en kvinde, der troede, at de var tætte venner

Festkongen Jean von Baden er blevet forfulgt af en gal kvinde. Foto: Peter Hove Olesen
Festkongen Jean von Baden er blevet forfulgt af en gal kvinde. Foto: Peter Hove Olesen

Den kendte dj Jean von Badens liv er blevet forpestet af en forskruet kvinde gennem flere år. Stalkingen kulminerede, da hun løb efter ham og hans daværende kæreste med en hånddukke på hånden, der hvæsede af dem.

Festkongen Jean von Baden, der er eventkunstner, dj, producer og psykoterapeut til februar, er en af de mange kendte og ukendte mennesker, der oplever at blive chikaneret og få deres privatsfære overskredet af en stalker.

Stalkingen mod Jean von Baden kulminerede, mens han ejede natklubben NASA. Den aften var alle velkomne til et arrangement, hvor Jean von Baden skulle spille sammen med dj'en Tiga.





- Så ser jeg, at stalkertøsen står i hjørnet og ser meget harm ud. Jeg råsnaver min kæreste, så jeg ved, at hun kan se det og håber på, at det vil få budskabet igennem, fortæller Jean von Baden til ekstrabladet.dk.

Men det virker stik mod hensigten. Kvinden begynder at nærme sig, og så bliver Jean von Baden utryg.

Trak hånddukke frem
- Jeg fik pludselig en følelse af fare, som om hun ville angribe eller gøre noget. Ja, jeg er måske en kylling, men jeg blev småbange og min kæreste endnu mere, fortæller han.

Han og kæresten beslutter sig for at tage den hemmelige udgang, men stalkeren når at komme ud foran dem og trækker hånden ud af jakken. Den er hvid med øjne og mund.

Se galleri: Kendte bliver jagtet af stalkere

- Og så siger hun: 'Hvis ikke du vil tale med mig, vil du så tale med denne her?' og så griber hun ud efter mig. Jeg når at undgå hende og løber mod bagtrappen og ned, men hun når os på gaden, og vi må skubbe hende hårdt ud af taxaen, mens hånddukken vifter rundt inde i bilen, og hun hvæser mærkelige gloser om samtaler og diverse, fortæller Jean von Baden.

Kendis-dj'en så kvinden første gang for en del år siden, da natklubben KAT i Nyøstergade i København var på sit højeste. Hun så en smule forhutlet ud, men virkede oprigtigt interesseret i den elektroniske musikscene. Derfor tilbød Jean von Baden, at hun bare kunne sende ham en sms i fremtiden, så ville han sørge for, at hun kom gratis ind.





- Hun så ikke synderligt velhavende ud, så jeg mente, det var en fin gestus. Og mit ego fik da et lille goodwill boost, siger Jean von Baden.

Men allerede efter en dag kom de første lange sms'er på flere sider, hvor hun skrev, at de havde haft lange smukke samtaler, og at hun savnede flere af slagsen.

- Jeg slog det hen som en af de sædvanlige galninge, som der er en stor del af. Heldigvis, for jeg elsker galninge, men ikke maniske besatte galninge. Det er en tand for meget, siger han.

Giver uvished
Han forsøgte først at være venlig og skrive, at det ikke var et tæt venskab, de havde. Men hendes virkelighed var en helt anden, og hun begyndte jævnligt at dukke op til Jean von Badens spillejobs og stirre på ham.

- Det får kulden til at løbe ned af ryggen. Og specielt fordi jeg er et menneske, der har haft psykisk syge omkring mig hele mit liv, og vel til dels selv har lidt dæmoner at deale med, fik det faktisk en masse skyld op i kroppen. En skyld, der tit blev erstattet af irritation og næsten had til sidst, for jeg havde bare prøvet at være venlig, og nu sad jeg i denne sindssyge situation med dette klart syge menneske, fortæller Jean von Baden.

Han ved, at kvinden også har forfulgt andre kendte dj's, og han har forsøgt at konfrontere hende flere gange.

- Jeg har endda skreget, at nu fucker du af og værre ting for at få hende til at fatte det, fortæller Jean von Baden, der til gengæld aldrig har involveret politiet.

- Jeg mener gerne, at jeg kan klare situationerne selv, og på grund af min samvittighed kunne jeg ikke udsætte hende for mere social problemstilling, hvilket sikkert er dybt naivt. Men det var det, jeg følte, var det rigtige, siger kendis-dj'en, der også har frygtet, at hun skulle blive voldelig.

- Den gang med hånddukken var jeg meget bange. Og jeg sagde til mine kærester i perioden, der varede omkring 5-6 år on and off, at de skulle holde øje, hvis hun var i nærheden. Det er det uvisse - hvem er det, der pludselig stikker en kniv i én eller skubber en ud foran et tog. Der er altid en risiko, specielt når man er en semipublic person, siger Jean von Baden.

Han har heldigvis haft fred for sin stalker det seneste halvandet år efter en længere udfasningsperiode.

- Jeg fandt ud af gennem mit studie som psykoterapeut, at det at ignorere en kvinde med hendes form for symptomer er langt det vigtigste, da mennesker som hende kan få meget ud af et lille ord som SKRID, fortæller han.

Men oplevelsen sætter alligevel stadig sit præg på ham.

- Det har desværre gjort mig mindre åben over for folk. Og jeg har altid lidt øjne i nakken, hvis nu en af dem angriber med et våben eller værre end dag, siger han.

TV3 og ekstrabladet.dk sætter fokus på 'stalking'. TV3 søger lige nu medvirkende til programmet 'FORFULGT', som har premiere til foråret. Så hvis du er udsat for chikane, forfølgelse eller stalking, er TV3 og Ekstra bladet meget interesseret i at høre fra dig. Kontakt ekstrabladet.dk: Mail til linette@eb.dk eller sms 1224 (almindelig sms-takst)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen