Angreb afværget: PET jager terrorister

I sidste øjeblik stoppede PET for ét år siden et terrorangreb i København. Men terror-truslen er stadig meget alvorlig. PET bekræfter, at nye terror-trusler er afværget

Her er al-Qaedas dødsliste i terrormagasinet 'Inspire'. Tre navne er fra Jyllands-Posten.
Her er al-Qaedas dødsliste i terrormagasinet 'Inspire'. Tre navne er fra Jyllands-Posten.

'Støvet vil aldrig lægge sig'.

Sådan lyder den profetiske overskrift på al-Qaedas dødsliste i terrormagasinet 'Inspire' over de ni værste fjender af islam.

Tre af dem er danskere. Det er Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, tidligere kulturredaktør Flemming Rose og tidligere chefredaktør Carsten Juste, alle Jyllands-Posten. Hitlisten illustreres med en gylden kraftig pistol.

På forsiden af al-Qaedas første nummer af 'Inspire' er et billede af Kurt Westergaard.

Den 30. december eller 31. december for præcist ét år siden var tre militante islamister parat til at angribe JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen i København og begå en massakre mod medarbejderne.

Bad om velsignelse til drab
PET forhindrede angrebet, da politiets aktionsstyrke AKS klokken 10.44 den 29. december sidste år stormede en lejlighed på Mørkhøjvej 82 i Herlev, hvor islamisterne under en fællesbøn bad om velsignelse til at dræbe de vantro.

Lejligheden var hemmeligt overvåget med video og rumaflytning, så PET fulgte med i alt, hvad der skete i lejligheden.

Da de formodede terrorister, der samme morgen var kommet til Herlev i bil fra Stockholm med våben og ammunition, sagde: 'i dag skal vi tage over og se stedet', turde PET ikke vente længere.

AKS slog til og sekunder efter lå de tre islamister i håndjern på gulvet i lejligheden. Den ene gjorde modstand og fik peberspray.

Fra rumaflytninger af gruppens fjerde terrormistænkte i Stockholm, den 38-årige SZ, vidste PET og svenske SÄPO, at angrebet mod bladhuset skulle ske enten nytårsaften eller dagen før.

Efter nytår bliver der rejst tiltale mod de fire terrorsigtede, der efter retspraksis står til 12 års fængsel for forsøg på terrorisme, hvis de bliver kendt skyldige, når retssagen starter til april.

Læs også: Terror-sigtet forsøgte flugt fra fængslet

PET: Mange kontra-terror operationer
Men PET kan ikke læne sig tilbage efter succesen. Terrortruslen mod Danmark er fortsat meget alvorlig, og der bliver hele tiden gjort nye forsøg på at slå til her i landet og mål nummer ét er Jyllands-Posten og de tre personer, der anses som ansvarlige for Muhammed-tegningerne i 2005.

PET bekræfter i en udtalelse til ekstrabladet.dk, at terrorister fortsat gør forsøg på at ramme Danmark:

'PET har også i 2011 gennemført et større antal kontra-terror operationer,' siger PET til ekstrabladet.dk. Men efterretningstjenesten vil ikke uddybe, hvilke terror-trusler der er afværget.

En kontra-terror operation er ikke blot en efterforskning eller en overvågning rettet mod mistænke, men en regulær operation, hvor PET sætter massivt ind for at afværge en terrorplan eller et foranstående angreb.

En trussel der ikke forsvinder
Center for Terror Analyse hos PET mener, at Muhammed-tegningerne er en trussel, der ikke forsvinder. CTA siger, at der 'fortsat er en alvorlig terrortrussel mod Danmark'.

- Der er en specifik terrortrussel mod personer og lokaliteter med tilknytning til tegningesagen. CTA vurderer, at militante islamister i Danmark og udlandet også på længere sigt vil anse disse mål som legitime og attraktive, siger CTA.

al-Qaeda er hårdt ramt efter drabet på Osama bin Laden og terror-organisationens operative kapacitet er meget svækket.

Men al-Qaeda er stadig inspirationskilde for terrorister over hele verden og organisationens propaganda-maskine er velsmurt.

Inspirationen fra al-Qaeda rettes også mod de såkaldte solo-terrorister som den étbenede tjetjenske bombemand Lors Doukaev, der forsøgte at sende en brevbombe til Jyllands-Posten.

Læs også: Hemmelig terrorsag slæber sig afsted

Der har været afslørede fire terror-planer mod JP og i alle tilfælde var det terrorister, der kom til Danmark eller var på vej hertil for at begå et angreb.

PET mener, at ordren til angrebet på Rådhuspladsen sidste nytår kom fra den al-Qaeda allierede terrororganisation Lashkar-e-Taiba i Pakistan.

Mindst en af de fire terrorsigtede menes at være rejst hjem til Sverige fra Pakistan med en ordre om at angribe JP.

Forsvarer: - Det var en familierejse
Den 30-årige MA, der er født i Libanon, har to gange tidligere været anholdt som mistænkt terrorist. I 2007 i Somalia og i 2009 i Pakistan sammen med den tidligere svenske Guantanamofange Mehdi Ghezali.

De var i en bus med 11 udlændinge, hvor pakistansk politi fandt et selvmordsbælte, udenlandsk valuta og terror-propaganda. MA var sammen med sin svenske hustru og parrets to-årige barn.

MA´s forsvarer, advokat Thorkild Høyer afviser mistanken om, at MA har været på terror-træning i Pakistan:

- Det er korrekt, han har været i Pakistan, men det var på en helt almindelig familierejse, siger Thorkild Høyer til ekstrabladet.dk.

Den 19. december forlængede retten i Glostrup varetægtsfængslingen over de fire terrorsigtede til den 16. januar.

Retten afviste forsvarernes krav om løsladelse med henvisning til 'sagens karakter, der vedrører terrorvirksomhed med flere internationale forbindelser, som kunne have medført drab på mange mennesker'.

1 af 3 De formodede terrorister kom fra Sverige i denne lejede bil, hvor de bl.a. lå en lyddæmpet maskinpistol med 72 skud og 200 plasticstrips til at binde gidsler med.(Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 Ifølge PET var den sigtede SZ hovedmand i terrorplanen. Han hævder selv, at han frivilligt gav op og derfor ikke kan straffes.(Foto: Fredrik Sandberg)
3 af 3 Her er al-Qaedas dødsliste i terrormagasinet 'Inspire'. Tre navne er fra Jyllands-Posten.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere