Håndklæde kan føre til død babys forældre

Midt- og Vestjyllands Politi har offentliggjort et billede af et karakteristisk, mønstret håndklæde, som den dødfundne baby i Søndersø var svøbt i

Kan du genkende dette håndklæde, eller ved du, hvor det kan købes,  så vil Midt- og Vestjyllands Politi gerne tale med dig. (Politifoto)
Kan du genkende dette håndklæde, eller ved du, hvor det kan købes, så vil Midt- og Vestjyllands Politi gerne tale med dig. (Politifoto)

Kender du håndklædet på billedet ovenfor?

Midt- og Vestjyllands Politi har offentliggjort et billede af et karakteristisk, mønstret håndklæde i håb om, at det kan føre til forældrene til den baby, som blev fundet død i Søndersø i Viborg i sidste uge.

Politiet har indtil videre blot sagt, at babyen var nøgen, men nu viser det sig, at babyen, der stadig havde navlestrengen, var svøbt i det mønstrede håndklæde.

- Vi har fået flere henvendelser i sagen, som vi undersøger nærmere, men vi har ikke noget gennembrud. Vi håber derfor, at billedet af håndklædet kan hjælpe, siger efterforsker Christian Jørgensen til ekstrabladet.dk.

Håndklædet er turkis-farvet og har en størrelse på 80 gange 45 centimeter med blåt blomstret mønster og sorte tværstriber i enderne.

Håndklædet var svøbt om babypigens hals, da det blev bjærget op fra Søndersø sent torsdag aften.

Den døde baby blev fundet onsdag mellem nogle siv og et væltet træ i vandkanten af en 12-årig pige, men på det tidspunkt vidste pigen ikke, hvad hun så.

Hun tog derfor kun et billede af fundet og fortalte først torsdag om billedet til sine forældre.

Læs også: Dødfunden baby var i live ved fødslen

Da forældrene så billedet, alarmerede de politiet, som straks afspærrede området ved søbredden nær Boldklubben 67’s baner i Viborg sent torsdag aften.

Her fandt politiet liget af en nyfødt pige, som stadig havde navlestrengen, 3-4 meter ude i vandkanten.

Obduktionen fredag eftermiddag på retsmedicinsk institut i Aarhus viste, at babyen efter al sandsynlighed var i live ved fødslen, men der var ingen tegn på vold eller andre dødsårsager.

Stien omkring Søndersø er 5,7 kilometer lang og er en meget brugt løbe- og vandrerute. Politiet tror derfor, at nogen må have set et eller andet i de seneste dage.

Alle henvendelser om håndklædet kan rettes til Midt- og Vestjyllands Politi på tlf. 96101448 eller 114.