Psykisk syge dør 20 år for tidligt

Psykisk syge dør i gennemsnit 20 år tidligere end raske mennesker

Psykisk syge lever i gennemsnit 20 år kortere end danskere, der ikke har en psykiatrisk diagnose. De psykisk syge dør især af fysiske sygdomme som for eksempel diabetes, kræft og hjertelidelser, da de ikke er gode til at passe på deres helbred, og fordi sundhedsvæsenet ikke formår at tilbyde dem en ordentlig behandling, skriver b.dk.

De nye oplysninger fremgår af et udspil fra Danske Regioner, der nu råber vagt i gevær. De ønsker forebyggelse og behandling af fysiske sygdomme blandt psykisk syge. Det skal blandt andet ske ved at screene psykisk syge for forskellige fysiske sygdomme, samt observere de psykisk syge i forhold til rygning, usunde madvaner, mangel på motion og et højt alkoholforbrug, som er mere udbredt blandt psykisk syge end i befolkningen som helhed.

Regelmæssige helbredstjek
- Fysisk sygdom blandt psykisk syge er klart et overset problem. Det er rystende og helt uacceptabelt, at psykisk syge lever 20 år kortere i et samfund som vores, hvor vi bryster os af at have en høj social profil og går meget op i lighed. Det skal der rettes op på. Overdødeligheden blandt psykisk syge skal reduceres væsentligt, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen til b.dk.

I mange tilfælde overser lægerne symptomer på fysisk sygdom, så psykisk syge risikerer ofte at blive underbehandlet, så ud over screening vil regionerne også sikre mennesker med en langvarig psykisk sygdom regelmæssige helbredstjek. Forskning har vist, at psykiatriske patienter med hjertekarsygdomme ikke opereres i samme udstrækning som hjertepatienter uden psykisk sygdom.

Både fagfolk og patientorganisationer er åbne over for udspillet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere