Anklage: De ville bombe Jyllands-Posten

I dag starter retssagen mod tre formodede terrorister i Oslo. De ville sprænge Jyllands-Posten og skyde Kurt Westergaard, mener den norske rigsadvokat

Shawan Bujak, der her ses efter anholdelsen, har forklaret, at Jyllands-Postens rdaktion og Kurt Westergaard var mål for terror-plottet. (Foto: Trond Solberg/VG)
Shawan Bujak, der her ses efter anholdelsen, har forklaret, at Jyllands-Postens rdaktion og Kurt Westergaard var mål for terror-plottet. (Foto: Trond Solberg/VG)

OSLO ekstrabladet.dk

I dag stilles tre formodede terrorister for retten i Oslo tiltalt for planer om at bombe Jyllands-Posten i Danmark og skyde Muhammed-tegneren Kurt Westergaard.

Det er fjerde gang på kun to år, at efterretningstjenesterne har afsløret seriøse angrebs-planer mod Jyllands-Postens redaktion og tredje gang siden 2008, at mordforsøg på Kurt Westergaard er blevet afværget.

Hovedmanden Mikael Davud, 40, var i en periode på fem måneder i træningslejr hos al-Qaida i den lovløse provins Waziristan i Pakistan for at lære at bygge bomben, og da han var retur i Oslo holdt han løbende kontakt med al-Qaida om terror-planerne.

Mikael Davud har erkendt, at han har været på 'bombeskole', men nægter at have været i Waziristan. Han siger, han blev trænet i Tyrkiet og Iran.

Købte kemikalier til 'Satans Mor'
Dét fremgår af anklageskriftet mod de tre tiltalte, som ifølge det norske sikkerhedspoliti, PST, var så langt fremme med terror-planerne, at de havde anskaffet sig en række ingredienser til bomben, der blev opbevaret i den 38-årige Shawan Bujaks kælderrum på Bråtenalléen 35 i Oslo.

De terror-tiltalte anskaffede bl.a. hydrogenperoxid og acetone, der indgår i sprængstoffet TATP kaldet 'Satans Mor'.

Læs også: Terror-sigtet forsøgte flugt fra fængslet

Det var samme type sprængstof som tjetjeneren Lors Doukaev brugte i den brevbombe, som han ville sende til Jyllands-Posten, men som sprængtes mellem hænderne på ham på Hotel Jørgensen i København i september 2010.

Det var den tredje tiltalte David Jakobsen, 33, der på ordre af Mikael Davud købte hydrogenperoxid og to gange overdrog stoffet til Mikael Davud.

Men det lykkedes den norske efterretningstjeneste ubemærket at bytte det farlige kemikalie ud med et ufarligt stof, der ikke kunne bruges i bomben.

Ville skaffe våben til at skyde Kurt Westergaard
Ifølge tiltalen planlagde de tre islamiske ekstremister samtidig at skyde Kurt Westergaard og forsøgte at købe skydevåben.

Den 8. juli sidste år slog norsk politi til og anholdt de tre formodede terrorister efter et tæt samarbejde med britiske og amerikanske efterretningstjenester. De tre tiltalte nægter sig skyldige i forsøg på terrorisme.

Læs også: Terrorsigtet: JP skulle sprænges i luften

I starten formodede PST, at terroristernes mål var i Norge. Mikael Davud, der er uigurer, og tilhører en muslimsk minoritet i Kina, har forklaret under afhøringer, at han ville ramme kinesiske interesser i Norge. Han har også forklaret, at kemikalierne blot skulle bruges til at fjerne rust på en bil.

Men PST mener, at det var røgslør, og den norske rigsadvokat har kun rejst tiltale for planerne om bombeangreb på Jyllands-Posten i Danmark og drabsforsøget på Kurt Westergaard.

Shawan Bujak har tilstået under forhør, at målet var JP som hævn for trykningen af Muhammed-tegningerne, og at Kurt Westergaard fortjener at dø, fordi han har krænket profeten.

Flyttede ind i overvåget lejlighed
Den norske sikkerhedstjeneste overvågede de tiltalte i lang tid før anholdelserne. Det lykkedes PST at narre Mikael Davud til at flytte ind i en lejlighed på Kirkeveien i Oslo, der var spækket med overvågningsudstyr.

Mikael Davud og hans kone boede i en lille et-værelses lejlighed på ottende etage i boligblokken. De var begge på socialhjælp, og derfor var de lykkelige, da boligselskabet pludseligt tilbød dem en to-værelses lejlighed på etagen under.

Læs også: Terror-ordre kom fra Pakistan

Men flytningen var arrangeret af PST, der rumaflyttede og videofilmede parret og også lyttede med, når Mikael Davud mødtes med sine medtiltalte i lejligheden. Aflytningerne indgår nu i beviserne mod de tre mænd.

Under efterforskningen har PST været i USA for at afhøre tre amerikanske statsborgere, der blev anholdt i september 2009 få dage før de, ifølge FBI, ville sprænge rygsækbomber i en selvmordsaktion på togstationerne Grand Central og Times Square i myldretiden.

Bagmand dræbt i drone-angreb
Operationen i New York skal have været dirigeret af de samme topfolk i al-Qaida, Pakistan, som styrede Oslo-cellen, nemlig en terrorist med dæknavnet 'Ahmad' og al-Qaidas chef for operationer i udlandet Saleh al-Somali.

Saleh al-Somali blev dræbt i Waziristan ved et CIA drone-angreb den 8. december 2009, godt et halvt år efter at Mikael Davud var rejst hjem fra træningslejren.

Mikael Davud besøgte i sommeren 2008 København, hvor han mødtes med danske muslimer til en konference i København.

I september sidste år bekræftede PET, at den norske terror-celle havde planer om at angribe Jyllands-Posten og PET forsøgte at afdække, om cellen havde haft hjælpere i Danmark. Men ingen er siden da blevet sigtet for at have hjulpet Mikael Davud og hans kumpaner.

Der er afsat 28 dage til retssagen mod de tre terror-tiltalte, og dommen ventes den 23. december.

ekstrabladet.dk følger retssagen i Oslo mod de tre terror-tiltalte.

1 af 5 Mikael Davud, 40, er tiltalt som leder af terror-cellen.(Foto: Norsk politi)
2 af 5 Den norske terror-celle planlagde at bombe JP/Politikens Hus på Rådhuspladsen og ville også skyde Kurt Westergaard, mener den norske anklagemyndighed.(Foto: Klavs Bo Christensen)
3 af 5 
4 af 5 David Jakobsen, 33, er tiltalt for at have konspireret med de to andre tiltale om at sprænge Jyllands-Posten og han skaffede hydrogenperoksid til bomben. Han er på fri fod under retssagen.(Foto: Hakon Mosvold Larsen/AP)
5 af 5 Shawan Bujak, der her ses efter anholdelsen, har forklaret, at Jyllands-Postens rdaktion og Kurt Westergaard var mål for terror-plottet. (Foto: Trond Solberg/VG)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen