4-årige Ashley offer i forældrestrid

Mor fængslet i Danmark, far i Spanien, pigen anbragt på børnehjem i Madrid

Fire-årige Ashley sidder på anden uge alene på et børnehjem i Madrid, mens begge forældre er i fængsel.(Privatfoto)
Fire-årige Ashley sidder på anden uge alene på et børnehjem i Madrid, mens begge forældre er i fængsel.(Privatfoto)

På et børnehjem i Madrid sidder denne yndige fire-årige pige, Ashley Kristina Kristensen, ensom og forladt på anden uge. Begge hendes forældre sidder i fængsel, mor i Danmark, far i Spanien.

Ashley er det helt uskyldige offer for en bitter strid mellem forældrene, og et speget juridisk spil mellem de danske og spanske myndigheder om forældreretten.

Pigens mor Becky Okisamen, 32, sidder varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, fordi hun i april rejste til Spanien med datteren uden faderen Kent Kristensens samtykke.

Kent Kristensen, falleret nordjysk hotelkonge, ejendomshandler og global finansmand med mystiske forbindelser, sidder nu varetægtsfængslet i Madrid, hvor han blev anholdt den 5. oktober.

Læs også: Frisk finansmand fra fortiden

Det skete, da han ankom fra København i forsøget på at få datteren udleveret. Men spansk politi opdagede, at Kent Kristensen var efterlyst fra Rumænien for storstilet bedrageri. Han er nu fængslet med henblik på udlevering til Rumænien, hvor han risikerer omkring syv års fængsel.

’Uholdbar situation’
- Det er en sag, hvor det ikke er svært at have hjertet med. Vi har et barn på fire år, der sidder på et børnehjem i Spanien uden hverken far eller mor. Det er en uholdbar situation, siger advokat Stefan Reinel, der er forsvarer for Ashleys mor Becky Okisamen, som stammer fra Benin i Afrika.

Becky Okisamen og Kent Kristensen, der ikke var gift, gik fra hinanden for to år siden. Becky Okisamen flyttede til Madrid med parrets datter, hvor hun har arbejdet hårdt med børnepasning og rengøring for at forsørge dem.

Læs også: Mor anholdt: Fire-årig pige forladt i Spanien

Hun var tre gange på ferie i København med Ashley, så Kent Kristensen kunne se sin datter. De to første gange gik alt som aftalt, og hun rejste hjem igen til Madrid med Ashley efter samværet. Men tredje gang gik det galt.

Selvom forældrene havde fælles forældremyndighed nægtede Kent Kristensen at lade Becky Okisamen rejse hjem med Ashley, fordi han nu mente, at datteren skulle blive hos ham i København.

Fløj hjem efter biograftur
Efter en tur i Palads Biografen den 4. april tog Becky Okisamen direkte til lufthavnen og rejste hjem med Ashley. Dermed blev hun ’kidnapper’, og 27. juni gav Familiestyrelsen midlertidigt den fulde forældremyndighed til Kent Kristensen, der i mellemtiden var blevet forlovet med en brasiliansk skønhed.

Så fik politiet en fængslingskendelse og en international arrestordre på Becky Okisamen, der blev anholdt i Madrid, men løsladt mod at deponere sit pas. Forleden besluttede en dommer så, at Becky Okisamen skulle udleveres til Danmark. Hun blev igen anholdt og fængslet, mens Ashley blev anbragt på et børnehjem.

Læs også: Nu er bortført piges far også anholdt

I fredags kom Becky Okisamen til Danmark fulgt af to danske politifolk, og Københavns dommervagt varetægtsfængslede den 32-årige i to uger, sigtet for kidnapning af datteren.

- Jeg er chokeret over, at hun blev fængslet. Jeg har kæret til Østre Landsret, fordi der må tages menneskelige hensyn i denne sag. Familiestyrelsen har kun hørt faderens version. Moderen er slet ikke blevet hørt, og jeg mener, det er en forkert afgørelse, der er truffet, siger advokat Stefan Reinel.

- For allerede inden Becky Okisamen rejste til Madrid med datteren i april, havde hun i Spanien ansøgt om den fulde forældremyndighed. Det vidste faderen godt, fordi han har en spansk advokat på sagen, men det sagde han intet om til Familiestyrelsen. Så nu kører der sager både i Spanien og Danmark om forældremyndigheden, siger advokat Stefan Reinel og tilføjer:

- Det er så synd for pigen.

1 af 3 Mens alt endnu var idyl mellem Becky Okisamen og den tidligere hotelkonge Kent Kristensen.(privatfoto)
2 af 3 Becky med sin elskede datter Ashley, som hun flyttede til Spanien med efter bruddet med Kent Kristensen.(privatfoto)
3 af 3 Fire-årige Ashley sidder på anden uge alene på et børnehjem i Madrid, mens begge forældre er i fængsel.(Privatfoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere