Tv-vært fik luksusrejser af narkogangster

Tine Røgind i retten: Nød godt af sin tiltalte ekskærestes overdådige luksusliv

Tine Røgind er selv blevet frikendt i narkosagen og var torsdag indkaldt som vidne. Hendes ekskæreste står til 16 års fængsel. (Foto: René Schütze)
Tine Røgind er selv blevet frikendt i narkosagen og var torsdag indkaldt som vidne. Hendes ekskæreste står til 16 års fængsel. (Foto: René Schütze)

Der har været fri adgang til det fede luksusliv for skærmtrolden Tine Røgind, tidligere vært på programmet ' Krimi5', mens hun boede sammen med sin ekskæreste, der nu er tiltalt i en af danmarkshistoriens største narkosager.

Læs også:Tv-vært: Politimanden må have hørt forkert

Tv-værten blev nemlig forkælet med luksusferier af den 32-årige narkotiltalte, inden hun gik fra ham blot en måned før, han blev anholdt.

Det bekræftede hun torsdag i retten i Roskilde, hvor hun var indkaldt som vidne i sagen, hvor hendes eks menes at stå bag en narkoforretning, der håndterede over 200 kilo hård narko.

KP inviterede nemlig skærmtrolden på ferie i Malaga, hvor parret spenderede tiden i både lejlighed og på hotel. Det var ekskæresten, der betalte gildet, og Tine Røgind bekræftede over for anklageren, at hun ikke satte spørgsmålstegn ved finansieringen, for han levede i forvejen et ekstravagant luksusliv.

Kæmpe luksusbiler
Den tiltaltes økonomi var et af de helt store omdrejningspunkter for anklager Sune Ploug, der også spurgte tvværten, hvilke biler hendes ekskæreste kørte rundt i, mens de var kærester.

- Han har haft en Porsche og en Audi og en Fiat og kørte rundt i en Mercedes også. Jeg kan ikke huske, om han havde købt eller lånt den. Det ved jeg ikke, sagde Tine Røgind, der sad i vidneskranken med foldede hænder og benene over kors.

Læs også:Slettede filer på ekskærestes computer

Hun kunne også berette, at ekskæresten havde en lejlighed i Tuborg Havn, da hun mødte ham - hvor nogle af Danmarks dyreste lejligheder ligger. På trods af dette valgte parret alligevel at flytte sammen senere i Tine Røginds afdøde farmors hus, der ligger et stykke fra København.

Travlt med tv
Ekskæresten, der var entreprenør, da Tine Røgind blev kæreste med ham, havde i mellemtiden startet to restauranter i Nordsjælland, hvorfra han angiveligt har styret sin narkoforretning.

Men tv-værten havde midlertidigt så travlt med sit arbejde på ' Krimi5', at hun slet ikke tænkte over, hvad ekskæresten ellers rendte rundt og lavede.

- Jeg havde jo selv et arbejde, så jeg vidste ikke, hvad der foregik i hans restaurant, forklarede hun.

Hun har dog ikke haft så travlt, at hun ikke har haft tid til at besøge restauranterne.

Læs også:TV-vært tilstår ulovlig kontakt i fængslet

Det vidner et indkodet mobilnummer i Tine Røginds mobil om.

Skudt rocker på mobilen
Nummeret havde nemlig følge politiets anklager en tydelig forbindelse til rockergruppen AK81.

- Det var en, jeg havde mødt på KP's ( ekskæresten, red.) restaurant. Han havde været skudt en masse gange, og så faldt vi i snak, forklarede tv-værten lavmælt.

Da anklageren var færdig med at udspørge tv-værten, rejste hun sig lettet og gik ned til tilskuerrækkerne, hvor hun snakkede jovialt med narkogangsterens venner, der har fyldt de fleste af tilskuerrækkerne, siden retssagen startede.

Sagen kort

1. Tine Røginds ekskæreste KP er tiltalt for handel med mindst 210 kilo kokain og amfetamin.

2. Det er en af landets største narkosager nogensinde.

3. Ekskæresten risikerer 16 års fængsel.

4. Anklageren kræver, at KP fremskaffer 16 millioner kroner, som politiet vil konfiskere.

5. Tv-værten er blevet frikendt i sagen, men har fået en betinget dom for at smugle en mobil ind til sin fængslede ekskæreste.