Fængselsbetjente sad på fange i håndjern

Politiundersøgelse udelader væsentlig oplysning om 23-årig dansktyrkers død i Kolding arresthus

Ekrem Sahin døde efter en hårdhændet behandling i Kolding Arrest. (Foto: Ünsal Turan)
Ekrem Sahin døde efter en hårdhændet behandling i Kolding Arrest. (Foto: Ünsal Turan)

Der er udeladt afgørende oplysninger i obduktionsrapporten over den 23-årige dansktyrker Ekrem Sahin, som den 14. januar døde efter klammeri med fængselsbetjente i Kolding Arresthus.

Ifølge rapporten fik manden hjertestop 'af egen ophidselse'. Men det viser sig nu, at fængselsbetjente sad oven på den 23-årige, mens han lå i håndjern, rapporterer TV2 Nyhederne.

Oplysningen stammer fra en udskrift af en telefonsamtale mellem en af de syv fængselsbetjente, der pacificerede Ekrem Sahin, og politiets alarmcentral.

Det fremgår hverken af obduktionsrapporten eller den senere politiundersøgelse af fængselsbetjentenes adfærd, at de sad oven på ham. Fremgangsmåden kritiseres skarpt af eksperter i ind- og udland, som TV2 Nyhederne har talt med.

Jørgen Lange Thomsen, statsobducent for Fyn samt Syd- og Sønderjylland, vil nu revurdere konklusionerne i obduktionserklæringen.

Han kritiserer politiet for ikke at nævne telefonsamtalen mellem fængselsbetjente og politi for retsmedicinerne. Oplysningen om, at fængselsbetjentene sad på Ekrem Sahin, er central for at fastslå dødsårsagen, siger Jørgen Lange Thomsen.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Båndudskriften sætter ikke kun spørgsmålstegn ved obduktionserklæringen. Den er også en bombe under den politiundersøgelse, som frikendte de syv fængselsbetjente i sagen.

Ifølge uddannelseschefen i Kriminalforsorgen, Jørgen Balder, er det strengt forbudt at sidde på en arrestant i håndjern.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, vil følge sagen nøje.

- Det er utrolig vigtigt, at borgerne kan have tillid til, at de offentlige myndigheder gør deres arbejde godt nok. Det er der rejst berettiget tvivl om her, siger han.

Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, vil have justitsministeren til at forklare sagen i en redegørelse.

- Det virker, som om politiet har forsøgt at dække over, hvad der reelt førte til Ekrem Sahins død, siger Per Clausen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere