Flere bidt af politihunde ved naziborg

En lille gruppe demonstranter skabte uro ved 'naziborg' i Greve, hvor antifascister protesterer mod koncert - tre anholdt

Samlet tæller demonstrationen omkring 250 deltagere, der er indkaldt af foreningen Antifascistisk Aktion til fredelig protest mod en bebudet nazistisk koncert. (Foto: Kristian Linnemann)
Samlet tæller demonstrationen omkring 250 deltagere, der er indkaldt af foreningen Antifascistisk Aktion til fredelig protest mod en bebudet nazistisk koncert. (Foto: Kristian Linnemann)

En gruppe på omtrent 30-40 sortklædte unge med tørklæder for ansigterne skaber lørdag eftermiddag ballade ved nynazisternes hus i Greve syd for København.

Gruppen kaster kanonslag og røgbomber, og flere af dem har trampet rundt på taget af en civil politibil.

- Ingen nazister i vores gader, råber de taktfast.

Politiet har anholdt en kvinde for at påkøre en betjent på motorcykel ved lørdagens demonstration i Greve mod en bebudet nynazistisk koncert.

- Kvinden er foreløbigt den eneste anholdte, og betjenten er heldigvis uskadt, siger politiinspektør Jens Børsting ved Midt- og Vestsjællands Politi.

To andre personer blev efterfølgende anholdt ved Hundige Station.

Samlet tæller demonstrationen omkring 250 deltagere, der er indkaldt af foreningen Antifascistisk Aktion til fredelig protest mod en bebudet nazistisk koncert.

Flere af demonstranterne blev desuden bidt af politiets hunde, da demonstrationen efter et par timer trak retur mod Hundige Station uden at være nået frem til nynazisternes hus.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at det skulle ende med det, men generelt er det forløbet ganske stille og roligt, siger politiinspektøren.

Demonstranter mødtes ved 15-tiden på Hundige Station og begav sig herefter mod nazisternes hus.

Politiet havde sat en rød-hvid strimmel over gaden for at markere, at demonstrationen ikke måtte komme nærmere, men de sortklædte demonstranter brød strimlen og løb fremad.

Det fik politiet til at drøne mandskabsvogne frem og blokere demonstranternes vej videre frem.

- Men nu er der rimelig ro på, og jeg håber da, at vi kan holde det sådan, siger politiinspektør Jens Børsting ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Demonstranterne forlod efter knap tre timer fredeligt området ved nynazisternes hus, men ved Hundige Station opstod der igen ballade, da politiet med hunde og via en megafon opfordrede dem til at tage toget mod København.

- Tag nu toget. Tag nu hjem, råbte politiet.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere