Breivik: Det er hårdt i isolation

Ifølge Anders Breiviks forsvarer forsøger massemorderen at træne i sin lille celle

Isolationsfængslingen er begyndt at påvirke Anders Breivik i Ila-fængslet i Oslo. (Foto: AP)
Isolationsfængslingen er begyndt at påvirke Anders Breivik i Ila-fængslet i Oslo. (Foto: AP)

Mens familie, venner og resten af verden sørger over de 77 dræbte ved terrorangrebene i Norge, sidder Anders Breivik og har ondt af sig selv i Ila fængslet i Oslo.

Ifølge Anders Breiviks forsvarer, Geir Lippestad, har massemorderen det svært med at sidde i fængsel, og især isolationscellen er hård, siger Breivik ifølge forsvareren.

- Han forsøger at træne lidt, men det er ikke let i en celle uden træningsudstyr, siger Geir Lippestad ifølge VG.

Den 32-årige højreekstremist må dog nok vænne sig til sit lille enekammer.

Selv når hensyn til efterforskningen ikke længere kræver, at Anders Breivik sidder i isolation, vil risiko for selvmord og hensyn til egen sikkerhed medfører isolation.

Læs også: Breiviks medfanger frygter for deres omdømme

Onsdag blev Anders Breivik igen afhørt i politihuset i Oslo.

Her ville politiet gerne vide mere om Breiviks eventuelle hjælpere.

- Under afhøringen blev han spurgt flere gange, om der er folk, der har hjulpet ham, men det nægtede han at svare på, siger Geir Lippestad til VG Nett.

Anders Breivik har tidligere hævdet, at han var alene om de to terroraktioner, men han har nægtet at svare på, hvilken slags hjælp, han har fået før angrebene.

Det er derfor fortsat uvist, om andre har kendt til massemorderens planer.

Læs også: Her er Breiviks telefonsamtale med politiet

Onsdagens afhøring strakte sig over ti timer med pauser undervejs.

Det kom blandt andet frem, at Anders Breivik har været i over 20 lande i forbindelse med forberedelserne til terrorangrebene.

- Han fortæller, at han har mødt mennesker og hentet materiale på rejserne. Og der har angiveligt været flere personer, som har hjulpet ham med at skaffe udstyr, siger Geir Lippestad.

Ifølge forsvareren vil Anders Breiviks først afsløre eventuelle hjælpere, når hans krav for en ny samfundsopbygning i Norge er opfyldt.

Breivik ønsker sig selv i en central rolle, mens både regeringen, forsvarschefen og kongen må gå af.

Læs også: Her er Breiviks mange løgne

Geir Lippestad fortæller, at Breivik fortsat er nysgerrig efter at få at vide, hvordan samfundet har reageret på det, han har gjort. Og han har gentagne gange spurgt, hvor mange, som er skadet, men det har han ikke fået at vide.

- Under forhørerne er han professionel, og han udviser ikke mange følelser. Han er ikke aggressiv, men han synes, det er vanskeligt at sidde i isolation.

Den lille sprække i det kolde ydre betyder dog ikke, at massakren er ved at gå op for Anders Breivik.

- Det er der ingenting, som tyder på, så vidt jeg kan se, siger forsvareren.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER