Nettet strammes om dummebøde-bagmænd

Forsvarsskandalen vokser: Yderligere to sigtet i sagen om ulovlige dummebøder til soldater - risikerer tre års fængsel

Seniorsergenten HM er en af de sigtede i sagen. (Privatfoto)
Seniorsergenten HM er en af de sigtede i sagen. (Privatfoto)

Sagen om dummebøder til Afghanistan-soldater griber om sig.

Ekstra Bladet kunne i går afsløre, at en 33-årig seniorsergent HM fra Livgardens Charlie-kompagni i februar måned blev knaldet af militærpolitiet i Afghanistan for at stå bag et ulovligt bødesystem. Han fik samtidig beslaglagt over 170.000 kroner i kontanter og en skyldnerliste.

Læs også: Afghanistan-soldater fik dummebøder.

Nu viser det sig, at forsvarets auditører i Afghanistan tilbage i februar måned sigtede yderligere to soldater.

Andre er sigtet
Sagen om bøderne blandt de senest hjemvendte Afghanistan-soldater fra hold 10 er overdraget til Hærens Auditørkorps, og her bekræfter auditør Lone Damgaard, at flere personer er involveret i sagen om dummebøder.

- Jeg vil ikke sige, hvor mange, men det er rigtigt, at andre militærpersoner er sigtet i sagen. Sigtelserne mod dem er rejst på samme tid omkring februar måned.

Ved du noget om sagen? Tip os på mail: 1224@eb.dk eller sms/mms: 1224 (alm. sms-takst).

- De pågældende er ligeledes sigtet for henholdsvis pligtforsømmelse og for overtrædelse af den militære straffelovs paragraf 16 om en foranstående, der fra efterstående uberettiget modtager gaver, pengelån eller anden fordel, siger Lone Damgaard.

Strafferammen for pligtforsømmelse i krigstid er op til tre års fængsel.

Uacceptabelt
I Hærens Operative Kommando (HOK) havde oberst Jørgen Høll også hørt om sagen, før den i går ramte forsiden af Ekstra Bladet.

– Såfremt det er sandt, så er det jo en slags selvtægt og fuldstændig uacceptabelt at bruge denne her slags alternative magtmidler. Har det fundet sted, så er det klart, at det må have konsekvenser for de indblandede, siger han.

Auditør Lone Damgaard fortæller, at sagen bliver efterforsket på fuld tryk, og de håber, at deres undersøgelse kan være færdig sidst på sommeren.

Rene mafiametoder
- Hvis det her er sandt, så er det dybt rystende, og så er det rene mafiametoder, der er tale om her, siger SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, til Ritzau.

Den konservative forsvarsordfører, Helge Adam Møller, kræver overordnede chefer afskediget, såfremt de har kendt dummebøderne. Han siger også, at han ikke tror på, at det er tilfældet, skriver Ritzau.

Ved du noget om sagen? Tip os på mail: 1224@eb.dk eller sms/mms: 1224 (alm. sms-takst).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere