Far efterlyser syv-årig søn

En far fra Bryrup i Midtjylland frygter, at sønnen er blevet ført ud af landet af sin mor

Faderen har ikke set Jakob siden den 4. juni. (Foto fra facebook-gruppen: Please help finding my son, Jakob Jensen)
Faderen har ikke set Jakob siden den 4. juni. (Foto fra facebook-gruppen: Please help finding my son, Jakob Jensen)

En mand fra Bryrup i Midtjylland har anmeldt en mulig bortførelse til Midt- og Vestjyllands Politi.

Faderen frygter, at hans syv-årige søn, Jakob Jensen, er blevet bortført af sin biologiske mor.

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget anmeldelsen, men vi efterforsker den foreløbig kun som unddragelse af forældremyndigheden, siger vicepolitikommissær, Bent Riber Nielsen, til ekstrabladet.dk.

Faderen, der angiveligt har forældremyndigheden over drengen, har ikke set sin søn siden den 4. juni, hvor moderen skulle have samkvem med drengen i et par timer.

Men moderen og sønnen dukkede aldrig op på det aftalte tidspunkt.

Faderen frygter nu, at moderen, der har somalisk oprindelse, er rejst ud af landet.

En teori som politiet foreløbig ikke deler.

- Der er intet, der tyder på, at de er rejst ud af landet, siger Bent Riber Nielsen.

Venner til faderen har oprettet en facebook-gruppe med efterlysningen af drengen. Se den her.

Da den syv-årige dreng forsvandt, var han iført cowboybukser, en grå t-shirt og lyse sandaler. Han er 132 cm. høj, har lys brun hud, brune øjne og mørkt krøllet hår.

ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt at komme i kontakt med både moderen og faderen.

Har du oplysninger i sagen så tip os på email 1224@eb.dk eller send en sms/mms til 1224 (alm. sms-takst).

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere