Danskers ankesag i Bahrain begynder onsdag

Myndighederne i Bahrain har fremskyndet ankesagen mod en dansk aktivist, der er idømt fængsel på livstid.

Ankesagen i Bahrain mod den danske aktivist Abdulhadi al-Khawaja er øjensynligt blevet fremskyndet, så den starter onsdag. Det oplyser pårørende til menneskerettighedsforkæmperen til Berlingske.

Al-Khawaja blev i sidste uge idømt livsvarigt fængsel for blandt andet terrorvirksomhed og for at sprede had mod Bahrains konge og for at opildne befolkningen til demonstrationer.

Den 50-årige danske statsborger, der har været fængslet i Bahrain i tre måneder, har anket dommen, og ankesagen var egentlig berammet til at begynde den 6. juli.

Den fremskyndede ankesag betyder, at udenrigsminister Lene Espersen (K) og en række danske politikere, der er stærkt oprørte over dommen, ikke får den tid, de havde regnet med til at forstærke presset på Bahrains myndigheder.

- Den meget hårde straf bekymrer mig dybt, og jeg har igen i dag (tirsdag, red) forsøgt at få kontakt til Bahrains udenrigsminister, men uden held, fortæller Lene Espersen til Berlingske.

Hun har desuden taget kontakt til sin svenske kollega, Carl Bild, for at få et fælles dansk-svensk pres på Bahrain og for at få Sverige med til at løfte sagen i EU.

Blandt de 21 aktivister, der sammen med Abdulhadi al-Khawaja blev anholdt i begyndelsen af april er to svenske statsborgere.

- Vi må undersøge, hvilke udenrigspolitiske redskaber EU kan bruge for at udøve pres på Bahrain, siger Lene Espersen til Berlingske.

Hun fik for nogle uger siden over telefonen lovning på, at Danmark via en diplomat kunne få adgang til retssagen mod Abdulhadi al-Khawaja og få lov til at besøge ham i fængslet.

Men den sidste del af løftet er ikke blevet holdt, og siden har Bahrains udenrigsminister ikke reageret på Lene Espersens forsøg på at komme i kontakt med ham, skriver Berlingske.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere