Ville stikke nabo ned på grund af mobiltelefon

En udlånt mobiltelefon blev årsagen til et knivstikkeri mellem to naboer i Højbjerg

To naboer kom i aftes i alvorligt håndgemæng, da en 52-årig mand forsøgte at stikke sin 32-årige nabo ned med en 15 cm. lang kniv.

Baggrunden for knivstikkeriet var angiveligt en strid om en udlånt mobiltelefon mellem de to herrer, der bor i samme ejendomskompleks på Kridthøjvej men i hver sin opgang.

Uenighed om mobiltelefon
- Den 32-årige har angiveligt lånt en mobiltelefon af den 52-årige mand, afleveret den tilbage men uden den 52-årige kan huske det. Det har de så diskuteret adskillige gange og senest i går i en vaskekælder kort inden episoden, forklarer Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Efter diskussionen i vaskekælderen gik den 32-årige op i sin lejlighed. Men kort efter ringede det på døren. Her stod den 52-årige mand igen.

Gemte kniven i vaskepulver
- Han mumler så noget på grønlandsk og trækker pludselig en kniv - formentligt op af vaskepulver-pakken - og stikker ud efter sin nabo med et underhåndsstik mod maven.

Den 32-årige når dog at trække sig tilbage. Nok til at undgå et dybt knivstik og kaster sig dernæst over knivstikkeren. Efter lidt tumult får den 32-årige vristet kniven ud af hånden på overfaldsmanden, som flygter ud af opgangen. Han blev kort efter anholdt af politiet i sin lejlighed.

Den 52-årige har overfor politiet erkendt de faktiske forhold og fremstilles senere i dag, sigtet for grov vold. Naboen slap fra knivoverfaldet med mindre snitsår i maven.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere