Drenge dømt for mobning på efterskole

Vestre Landsret idømmer tre 17-årige drenge socialpædagogisk behandling for mobning af skolekammerat

Den mobning, som tre 17-årige efterskoleelever udsatte en jævnaldrende kammerat for, gik langt over stregen.

Det mener Vestre Landsret, der mandag stadfæstede byrettens dom over de tre unge mænd fra henholdsvis Vejle, Silkeborg og Skjern. Landsretten nedsatte dog erstatningen fra 65.000 til 45.000 kroner.

Bundet og mishandlet
Alle fire gik på Fenskjær Efterskole i Nr. Nissum, der er en efterskole for sent udviklede unge, der har behov for hjælp til faglig og social udvikling. Fra august 2009 til januar 2010 blev den ene elev udsat for grov mobning, der havde karakter af mishandling.

Han blev således bundet til en stang i gymnastiksalen, hvorefter de andre kastede til måls efter ham og slog ham. Han fik hovedet stoppet ned i et toilet og fik også stukket et tandbørsteetui op i endetarmen.

Behandles allerede
Lærerne på efterskolen var klar over, at drengen var udsat for mobning, og forsøgte at tage problemet op i gruppen, men de anede ikke, at det udviklede sig så alvorligt, som tilfældet var.

Først da drengens forældre i februar 2010 anmeldte forholdene til politiet, skred skolen ind, og de tre drenge blev bortvist.

Dommen over de tre unge mænd betyder, at de alle skal i socialpædagogisk behandling efter hjemkommunens anvisning. De er ifølge forklaringerne i landsretten allerede godt i gang med behandlingen, der skal fortsætte i op til to år.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere