41-årig nægter sig skyldig i drabsforsøg

41-årig fra Aalborg, der er sigtet for forsøg på manddrab, nægter sig skyldig

En 41-årig mand fra Aalborg, der er sigtet for at skyde en 39-årig mand på en rasteplads ved Frejlev 15. juni, fik opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer, da han lørdag formiddag mødte op til grundlovsforhør i Retten i Aalborg.

Der blev ikke tale om et egentligt grundlovsforhør, for den 41-årge var for syg til at deltage.

Da to betjente ankom til retten med den sigtede, var den 41-årige så syg, at han ikke fremstilles på normal vis. Han blev derfor anbragt på en stol i et venteværelse ved retssalen.

Årsagen til sygdommen var formentlig, at han havde fået nogle piller, som han ikke kunne tåle.Den 41-årige kastede op og var tydeligt svækket. Flere gange var han ved at døse hen, så både dommer, anklager og forsvarer blev enige med den sigtede om, at han havde bedst af at komme en tur på sygehuset, oplyser nordjyske.dk.

Sigtelsen blev dog læst op for den 41-årige, som nægtede sig skyldig.Ifølge sigtelsen skød den sigtede sit offer to gange. Den ene gang blev den 39-årige ramt i nakken med en 9 mm. pistol, og kuglen fortsatte ud gennem offerets mund. Det andet skud ramte i ryggen.

Den 41-årige er sigtet for forsøg på manddrab. Han er også sigtet for vold, fordi han ifølge politiet slog den 39-årige i hovedet, så han måtte syes. Derudover er den 41-årige sigtet for at true fire forbipasserende, inden han stak af fra gerningsstedet, og for at være i besiddelse af pistolen.

Den sigtede nægter sig skyldig. Han blev anholdt fredag formiddag, og ifølge politikommissær Lars Nørskov, Nordjyllands Politi, er han godt kendt af politiet i forvejen. Lars Nørskov oplyser, at han ikke har relation til en af byens rockergrupper.Retten vil forsøge at gennemføre et nyt grundlovsforhør mandag formiddag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere