Lange fængselsstraffe i kæmpe narkosag

To mænd ryger hver 12 år i fængsel

12 års fængsel til to mænd, der havde kæmpe narkolager i garage i Slagelse.

En omfattende narkosag har nu kostet to mænd hver 12 års fængsel.

Det er den 32-årige Søren Buch Jensen og den 35-årige Lars Nielsen fra Slagelse, der onsdag blev dømt, skriver SN.dk.

Sagen begyndte sidste år, da politiet fandt 24,1 kilo amfetamin, 1,3 kilo kokain og 29.428 ulovlige partypiller i en garage i Bredegade i Slagelse.

Politiadvokat Steen Bechmann Jacobsen er godt tilfreds med dommen, selvom han havde krævet 14-15 års fængsel.

Søren Buch Jensen ankede på stedet sin dom, mens Lars Nielsen udbad sig betænkningstid.

Nielsen havde på forhånd erkendt, at det var hans narko, mens den medtiltalte hele tiden har afvist ethvert kendskab til sagen. Det lod retten sig dog ikke overbevise om.

Det var i marts sidste år, at efterforskerne fandt stofferne. Sagen var dog mørklagt frem til august, hvor politiet offentliggjorde det store fund.

Den ene af de to hovedpersoner havde på det tidspunkt haft held til at holde sig skjult i flere måneder.

Politiet kom på sporet da de ransagede hjemme hos en af de to tiltalte og fandt 180 gram amfetamin og et sæt nøgler.

Med nøglerne i hånden kunne politiet låse sig ind i garagen, som manden havde lejet. Amfetaminen lå i en fryser, mens kokainen var i et skab på væggen og pillerne i en stor plastikkasse.

Et af beviserne i sagen har været de tiltaltes fingeraftryk, der blev fundet på en rulle plastikposer i et skab i garagen.

Begge er tidligere dømt for narko. Blandt andet blev Lars Nielsen sidste år dømt for at smugle amfetamin til Norge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere