Brasiliansk kvinde dømt for bordeldrift

28-årig kvinde blev i dag kendt skyldig for rufferi til fire millioner kroner

Den 28-årige brasilianske kvinde er blevet dømt for rufferi. Det er blandt andet foregået på dette bordel i Ålborggade på Østerbro i København. (Foto: Anthon Unger)
Den 28-årige brasilianske kvinde er blevet dømt for rufferi. Det er blandt andet foregået på dette bordel i Ålborggade på Østerbro i København. (Foto: Anthon Unger)

Der var tårer at spore i øjenkrogen på den tiltalte under dagens retsmøde, hvor hun stod tiltalt for at have drevet ikke mindre end tre bordeller og et escortbureau gennem perioden fra den 1. august 2008 til den 30. november sidste år.

Ifølge politiets anklageskrift havde hun en række sydamerikanske prostituerede ansat, og kvinderne måtte aflevere halvdelen af alt, hvad de tjente, til den 28-årige.

Selv sagde den brasilianske kvinde, at hun også havde arbejdet som prostitueret og blot tog telefonen og styrede den daglige drift af stederne, fordi hun var den eneste udenlandske pige, der kunne tale dansk. Den forklaring troede retten ikke på.

Kvinden blev også dømt for at have overtrådt udlændingeloven, fordi hun husede de udenlandske kvinder og hjalp dem til ulovligt arbejde i Danmark for egen vindings skyld. Alle kvinder uden lovlig opholds- og arbejdstilladelse blev umiddelbart efter anholdelsen sidste år sendt ud af landet.

Fik fængselsdom
Forsvareren krævede den 28-årig frifundet for både bordeldrift og overtrædelse af udlændingeloven, mens anklageren krævede mindst halvandet års fængsel, udvisning af landet samt konfiskation af fire millioner kroner, som anklagemyndigheden mener, at den brasilianske kvinde har tjent på bordeldriften.

Dommen lød på et år og seks måneders ubetinget fængsel, konfiskation af hele millionbeløbet og udvisning af Danmark. Dommeren troede altså ikke på den tiltaltes forklaring, men lagde sig tæt opad anklageskriftets påstande.

- Det er en meget hård dom, som min klient overvejer at anke, sagde forsvarer Peter Hjørne efter dommen.

Anklager var omvendt meget tilfreds:

- Jeg synes, at det er det rigtige resultat. Det er også en skærpende omstændighed, at hun har overtrådt udlændingeloven, pointerede politianklager Maria Cingari.

Top-advokat indblandet
En kendt forsvarsadvokat er sigtet for medvirken til rufferi i sagen. Om han nu bliver tiltalt, er stadig uvist:

- Det er statsadvokaten, som skal tage stilling til, om der nu er grundlag for at rejse tiltale, udtaler Maria Cingari.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere