Levakovic-medlem kendt skyldig igen-igen

Kidnappede 16-årig - tvang ham til kioskrøveri

For gud ved hvilken gang er et medlem af den berygtede sigøjnerklan, Levakovic-familien, kendt skyldig ved en københavnsk domstol.

Denne gang er det 25-årige Angelo Levakovic, der skal ind og brumme. Det besluttede et enigt nævningeting i dag.

Hovedpunktet i retssagen omhandler frihedsberøvelse af en 16-årig dreng.

Under retssagen har den 16-årige forklaret, hvordan han tilfældigt mødte den 25-årige på Metrostationen på Christianshavns Torv. Her faldt de ifølge den 16-årige i snak, og de aftalte at gå over på Christiania for at ryge en fed.

Hyggelig dag endte med grove trusler
I løbet af dagen hang de ud i længere tid, hvorefter det begyndte at blive ubehageligt for den 16-årige.

Da de stod ved en 7-11 butik på Christianshavns Torv, forlangte den 25-årige, at den 16-årige begik butikstyveri, hvilket den 16-årige i første omgang nægtede.

Derefter tvang den 25-årige ham med på en rundtur i København, hvor den 16-årige skulle skaffe penge for at få lov at slippe fri.

I første omgang skulle den 16-årige ifølge sin egen forklaring skaffe først 700 kr. Men de første to hæveautomater, de opsøgte, var ude af drift.

Siden hævede den 16-årige godt 6000 kr til den 25-årige sigøjner, har han forklaret.

Undervejs truede den 25-årige ham flere gange.

- Du er djævlen, og du kommer i helvede, skal den 25-årige have sagt.

Kan ikke huske noget
Den 25-årige nægter sig skyldig. Blandt andet forklarer han, at han ikke kan huske noget.

- Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her (i retten, red). Jeg er uskyldig, og det er derfor forkert, at jeg er her, sagde den 25-årige, da han ved sagens afslutning fik mulighed for at forklare sig.

Den 25-åriges forsvarer, Laue Traberg Smith, stiller spørgsmål ved den 16-åriges forklaring om, at der var tale om et tilfældigt møde på Christianshavns Torv.

Den 25-årige har gennem sin varetægtsfængsling været spærret inde på den lukkede afdeling ved Psykiarisk Center Sct. Hans.

Han har i forvejen stribevis af domme for blandt andet voldtægt og gaderøverier.

Straffen vil blive afsagt på torsdag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere