Dreng kilet fast i træ

14-årig sad fast i træ i Husum


Vis stort kort

Københavns Brandvæsen måtte tidligt søndag aften rykke ud for at hjælpe en 14-årig dreng ned fra et træ i Husum.

Drengen var kun 1,5-2 meter over jorden, da brandfolkene nåede frem, men sad ubehjælpeligt fast.

- Han havde været højere oppe i træet og var faldet et stykke ned, hvorved hans ene lår var blevet kilet fast mellem to grene, lige der hvor stammen delte sig, siger vagthavende indsatsleder ved Københavns Brandvæsen, Kasper Ninn Johansen, til ekstrabladet.dk.

En læge var ligeledes blevet tilkaldt.

- Drengen sagde, at han var begyndt at blive følelsesløs i låret, så lægen var der for at tage sig af drengen, hvis det skulle nå at blive alvorligt, siger Kasper Ninn Jørgensen til ekstrabladet.dk.

Nogle meget kraftige oppustelige puder blev placeret imellem de to grene, der skulle skilles fra hinanden, og efterhånden som de blev fyldt med trykluft, pressede puderne grenene fra hinanden, så drengen kunne frigøres fra træet.

- Han gik selv derfra, så det endte godt, siger Kasper Ninn Johansen til ekstrabladet.dk.

Episoden fandt sted på det grønne område nord for Bystævneparken i Husum.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere