Knivoffer fik muskel skåret næsten over

Københavns Politi forventer at stille tre anholdte for en dommer efter et natligt knivslagsmål

Det var knivvold af den alvorlige slags, da en gruppe gerningsmænd tidligt søndag gik til angreb på en mand på Frederiksborgvej i Københavns nordvestkvarter.

Tre mænd i alderen mellem 34 og 45 år er anholdt i sagen, og Københavns Politi forventer, at de vil blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i løbet af søndagen.

- Han er blevet skåret meget kraftigt i overarmen. Det var så alvorligt, at musklen næsten blev skåret over, fortæller politiets centrale efterforskningsleder Søren Hansen til Ritzau.

Kender ikke baggrund
Episoden fandt sted omkring klokken halv fire søndag morgen, men politiet ved endnu ikke, hvad der ligger bag overfaldet.

- Vi har afhørt den forurettede og nogle vidner, men det er for tidligt at sige noget om, hvad der ligger bag, fortæller Søren Hansen.

Ingen vil tale
Heller ikke de tre mænd, der er anholdt, har været villige til at kaste lys over sagen.

- Der er ingen af dem, som har haft lyst til at fortælle politiet noget om, hvad der er sket, siger Søren Hansen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere