Nomadefamilie stadig på flugt

Fyns Politi har stadig ikke fundet den nomadefamilie, som er på flugt med deres fire børn, hvoraf den ene på fire år kun vejer 11 kilo

Selvom Fyns Politi gennem den seneste måned har været på sagen, om en nomadefamilie på seks der er gået under jorden, er de stadig ikke fundet.

Læs også: Jagt på nomadefamilie: 4-årig pige vejer kun 11 kilo

Det er formentligt Langeland Kommunes beslutning om at lave en to måneders tvangsundersøgelse af familiens fire børn, der har fået den nu efterlyste familie på seks til at gå under jorden. Hos kommunen er man meget bekymrede:

- Jeg kan ikke vurdere, om de er i livsfare, men deres tilstand er jo nok til, at vi i hvert fald har vurderet, at der skal laves en tvangsundersøgelse af dem. Det gør man også kun i sager, hvor der er mistanke om børnene bliver udsat for alvor skade, sundhed og udvikling, forklarer souschef Charlotte Jensen fra Børn- og Kulturafdelingen i Langeland Kommune til ekstrabladet.dk.

Dukkede aldrig op til undersøgelse
Kommunen er specielt bekymret for to af parrets piger. Den ene, som kun er fire år gammel, er nemlig syg. I marts havde hun været ved lægen, som blev særdeles bekymret, da den lille pige kun vejede 11 kilo. Normalvægten for en pige på den alder ligger på mellem 17 og 19 kilo. Lægen sendte dem videre til en hospitalsundersøgelse, hvor de dog aldrig dukkede op.

Sidste gang kommunen har haft kontakt til dem var i starten af marts måned. Siden er alle opkald, besøg og breve forblevet ubesvarede. Efter sigende slår nomadefamilien sig kun ned få dage af gangen. De lever af økonomisk kriminalitet og skylder mange penge væk.

Vil måske offentliggøre billeder
Fyns Politi vil i næste uge tage stilling til, om de vil offentligøre billeder af familien, hvis ikke de melder sig selv.

- Vi er ved at tage stilling til, om billeder af i hvert fald moderen - og måske faderen - skal offentliggøres i næste uge. Det kommer an på mange forskellige ting, lyder det fra Niels Chr. Nielsen fra Fyns Politi.





Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere