I koma efter skuddrama på rasteplads

En 39-årig mand ligger i kunstig koma efter skudepisode på rasteplads ved Aalborg onsdag aften

En 39-årig mand blev onsdag ved 22.30-tiden skudt ned på en rasteplads på Nibevej ved Store Restrup ved Aalborg.

- En bilist ser noget tumult på rastepladsen og tilkalder os, men da vi kommer derud, er gerningsmændene kørt, siger efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, Lars Nørskov, til ekstrabladet.dk.

Politiet vil hverken oplyse, hvor på kroppen han er blevet ramt, og hvor mange skud han evt. blev ramt af.

- Men det var først på sygehuset, at det blev konstateret, at han var ramt af skud, siger Lars Nørskov.

Manden ligger nu i kunstig koma, men er ifølge politiet uden for livsfare.

- Vi er lige nu ved at undersøge, hvornår han kommer ud af koma, så vi kan afhøre ham, siger Lars Nørskov, der endnu ikke er klar over motivet bag skudepisoden.

Manden er godt kendt af politiet, men der er angiveligt ikke tale om et bande- eller rockeropgør.

Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg.

Nordjyllands Politi afspærrer fra klokken 13.00 Ny Nibevej i begge retninger for at få ro til undersøgelser på gerningsstedet.

Trafikken ledes ad den gamle Nibevej og via Frejlev.

Bilisten, der tilkaldte politiet, har ikke været i stand til at give et signalement af de tilstedeværende på rastepladsen, så politiet efterlyser vidner, der har været i nærheden af rastepladsen mellem 22 og 22.45 onsdag aften. Nordjyllands Politi kan kontaktes på 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere