Øksemand i retten: Jeg ville kun true ham

Syv kameraer omkring tegnerens hus viser detaljeret, hvordan øksemanden angreb. Han nægter sig skyldig

- Jeg var vred og mistede min rationalitet. Jeg ville kun skræmme ham.

Det sagde den 29-årige karseklippede somaliske øksemand, da han velklædt, iklædt mørkt tøj og igen usædvanlig veltalende i dag forklarede sig ved sin ankesag i Vestre Landsret.

Øksemanden nægter fortsat forsøg på at dræbe Muhammedtegner Kurt Westergaard og forsøg på terror. Det blev han ellers idømt ni års fængsel for ved byretten i Aarhus i februar. Straffen kræves nu skærpet til mindst 12 års fængsel.

- Jeg var klar over, hvad jeg ville. Jeg var vred og ville give ham indtryk af, at nogen mente det alvorligt, sagde somalieren.

Alle ankede
Både anklagemyndigheden og den dømte ankede byrettens dom. Sidstnævnte med påstand om strafnedsættelse til seks års fængsel.

I ankesagen fortalte øksemanden på ny om årsagen til, at han tog toget fra København til Aarhus for halvandet år siden og bevæbnet med en økse og en kniv trængte ind i Muhammedtegner Kurt Westergaards hus.

Det skete i Viby tæt ved Morgenavisen Jyllands-Postens hovedsæde nytårsdag om aftenen 2010.

- Jeg ville true ham for at få ham til at tænke sig om, sagde somalieren, straks efter at en sammensat video optaget af tilsammen syv kameraer detaljeret havde gengivet økseangrebet på Kurt Westergaards hus.

Videoen blev vist for dommere og nævninger og viste bl.a., at somalieren, der er far til fire børn, bliver skudt ned af politiet under anholdelsen.

Somalieren trængte ind til karikaturtegneren gennem en terrassedør efter flere end 20 øksehug, mens Kurt Westergaard nåede at forskanse sig i et sikringsrum og tilkalde politiet. Han handlede helt på egen hånd.

Øksemanden forklarede i landsretten, at han specielt var blevet stødt over, at Kurt Westergaard under et besøg i USA havde sagt, at han ville gøre det igen - underforstået: Offentliggøre lignende tegninger i ytringsfrihedens navn.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere