Øksemand kræves idømt hårdere straf

Landsmænd til øksemanden blev grundigt tjekket, inden ankesagen mod den 29-årige somalier gik i gang i Aarhus

Da ankesagen mod den 29-årige somalier og såkaldte øksemand startede ved Vestre Landsret i Aarhus onsdag var sikkerheden igen i højsædet.

Sagen drejer sig om straffesagen mod somalieren, der fik ni års fængsel i byretten for sit økseangreb mod Muhammedtegneren Kurt Westergaard 1. januar 2010.

Straffen kræves skærpet af anklagemyndigheden og formildet af forsvareren Niels Christian Strauss. Et nyt nævningeting skal tage stilling til både skyld og straf.

Opmærksomheden fra pressen var ikke så stor som ved byrettens behandling i vinter, men alle somaliere eller andre med et udseende, der kunne synes 'udenlandsk', blev bedt om at oplyse fødselsdato, ligesom de fik besked om at aflevere deres mobiltelefoner, inden de fik adgang til retslokalet.

Forsvaret vil som udgangspunkt kræve, at somalieren højest kan dømmes for forsøg på manddrab, mens anklageren mener, at økseangrebet mod den omstridte tegner var et terrorangreb. Derfor kræver statsadvokat Kirsten Dyrman formentlig igen 12 års fængsel, som har været det højeste strafniveau i flere af de seneste års terrorsager i Danmark.

Kurt Westergaard bliver afhørt torsdag i sagen, hvor der ventes dom midt i næste uge.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere