Kvinde skåret i halsen med flaske

En 33-årig kvinde blev udsat for drabsforsøg tirsdag aften, da hun forsøgte at stoppe et overfald på en anden kvinde

En 45-årig mand overfaldt tirsdag aften en kvinde i en lejlighed i Frederica. En 33-årig kvinde, der også opholdt sig i lejligheden, forsøgte at stoppe overfaldet. Men det fik den 45-årige mand til at tage en knust spiritusflaske og skære en lang og dyb flænge i hendes hals.

Overfaldet skete klokken 21.25 i en lejlighed på Søndermarksvej i Fredericia.

Hunde leder efter gerningsmanden
- Vi kender godt mandens identitet, og betjente og hunde har ledt efter ham siden overfaldet men desværre uden held, fortæller vicekriminalinspektør, Bo Fischer fra Fredericia politi til ekstrabladet.dk.

Manden og de to kvinder kender hinanden og sad tirsdag aften sammen, hvor de drak alkohol. Pludselig kommer manden op at skændes med en af de to kvinder og tager kvælertag på hende:

- Den anden kvinde, som er tilstede i lejligheden, prøver at trække ham væk, men i stedet tager han nu fat i hendes hals og klemmer til i 10 til 30 sekunder, fortæller Bo Fischer.

Flænge under strubehovedet
I følge politiet presser han hende herefter op i et hjørne, hvor han med en knust sprutflaske laver en otte centimeter lang og to centimeter dyb flænge lige under hendes strubehoved.

- Kvindens tilstand er nu stabil, men begge er tydeligvis dybt chokerede over hændelsen, siger vicekriminalinspektøren, som samtidig går ud fra, at handlingen har været spontan og ikke planlagt.

Så snart politiet finder manden, vil han blive sigtet for forsøg på manddrab samt vold.



Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere