Stoppede tyve-gruppe med golfkølle

En vred Aalborgenser tog sagen i egen hånd, da han stoppede tre indbrudstyve med en golfkølle

Nok havde de nået at slæbe flere bærbare computere og en fladskærm afsted til en holdende bil, men længere nåede tre indbrudstyve ikke, for så kom ejerne nemlig hjem til villaen på Lektorvej.

Familien havde formentligt nydt pinsedagen andet steds, men da de kom hjem ved 18-tiden i aftes, stod det klart, at de fortsat havde uindbudte gæster, som var brudt ind af et kældervindue. Det fik manden til at gribe en golfkølle og sætte efter de tre unge indbrudstyve.

- Han løber efter dem alle tre og så smadrer han forruden i deres bil med golfkøllen. Det lykkedes også for ham at tilbageholde dem alle tre, til vi nåede frem, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

De tre tyve var 15, 18 og 22 år og alle fra Aalborg-området. De er alle sigtet for indbrud men nu blevet løsladt igen.

Om golfkølle-ejeren også bliver sigtet for hærværk eller får smidt et erstatningskrav i nakken er dog endnu uvist.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere