Drenge i havsnød ved Hundested

Sprang ud af ustyrlig gummibåd og svømmede i land

Et par 15-årige drenges sejlads i en gummibåd ved Hundested forårsagede sent mandag eftermiddag noget storalarm på Sjællands nordkyst.

De to drenge var 150 meter fra land i fralandsvind, da de sprang i vandet, hvilket fik skræmte borgere på land til at alarmere politiet, fordi de frygtede, at drengene ville drukne.

Ordensmagten blev alarmeret klokken 17.30.

- Drengene var sejlet ud i en legetøjsgummibåd, der vist ikke var egnet til formålet, og de kunne ikke styre båden, der blev ved med at drive længere ud. De tog så en resolut beslutning og lod båden drive til havs og hoppede i vandet for at svømme ind, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Bruno Witting-Hansen, til ekstrabladet.dk.

Søværnets Operative Kommando nåede næsten at få en redningshelikopter i luften, inden meldingen lød, at drengene selv havde nået land.

- Drengene tog det stille og roligt og lod ikke til at være berørt af hele postyret, og der er ikke mere in den sag for os, siger Bruno Witting-Hansen til ekstrabladet.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere