Nemt at bruge plastisk sprængstof

En enkel søgning på nettet kan sætte de fleste i stand til at lave ulykker med plastisk sprængstof

Der skal ikke en større uddannelse som sprængningstekniker til for at lave et større brag med det sprængstof, politiet søndag aften fandt i bagagerummet på en bil under en rutineransagning i København.

En enkelt internet-søgning er ifølge formanden for Dansk Sprængteknisk Forening, Erik K. Lauritzen, nok til at klæde de fleste på til at betjene det plastiske sprængstof.

- Hvis man har detonatorer, er det ikke svært, fortæller han.

Kan komme fra militæret
Til gengæld har den 27-årige anholdte i sagen næppe selv fremstillet sprængstoffet.

- Nej, man kan ikke bare lave det selv. Jeg hører, at det er fundet sammen med flere våben. Så det kan stamme fra en militær sammenhæng og kan være stjålet sammen med våbnene, siger Erik K. Lauritzen.

Nok som 'indgangskort'
Han understreger, at plastisk sprængstof mest anvendes i militære sammenhænge. Men også til visse industrielle sprængninger er materialet meget velegnet. Det kan nemlig skæres i og formes i passende ladninger og sættes fast lige der, hvor man vil målrette sprængningen.

- De halvanden kilo, der er fundet her, er nok som indgangskort til en bygning. En 10 centimeter tyk betonvæg vil det godt kunne sprænge hul igennem. Lægger man det under en bil, vil det også kunne gøre det helt af med den, vurderer formanden for Dansk Sprængteknisk Forening.

Kun 200 kroner værd
Om der har været fare for, at sprængstoffet kunne eksplodere i bagagerummet på den bil, politiet fandt det i, anser han ikke for særligt sandsynligt. Men har det ligget pakket ind sammen med detonatorer og tændingsmekanisme, er det heller ikke umuligt.

Værdien af sprængstoffet ligger et sted mellem 150 og 200 kroner, men hvem som helst kan ikke bare gå ind fra gaden og købe det.

- Det kræver tilladelse fra politiet både at købe og opbevare det. Og der er stramme retningslinjer fra EU om, hvordan det foregår, siger Erik K. Lauritzen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere