10-årig pige overfaldet bagfra af knallertkører

Pigen kæmpede for at komme fri af mandens greb - politiet frygter seksuelt motiv

En 10-årig pige kæmpede forgæves for at komme fri, da en ukendt knallertkører tog fat om hende bagfra og holdt hende om munden.

Han slap først sit greb om pigen, da to kvinder kom forbi på cykel og stoppede op for at sige til manden, at han skulle slippe pigen. Det fik ham til at slippe sit greb og køre fra stedet på knallerten.

Overfaldet skete på en sti ved Sønderskovvej i Lystrup ved 21-tiden i går.

- Vi ved ikke noget om motivet. Om det er seksuelt, eller hvad pokker det er. Det virker noget mystisk og utrygt, og man kan kun frygte det værste. Så for os gælder det om at få ham stoppet, siger vicepolitikommissær Morten Daugaard fra Østjyllands Politi.

Politiet har i dag været ude og afhøre pigen, som ifølge Morten Daugaard er noget chokeret over oplevelsen.

Iført styrthjelm
Pigen gik efter overfaldet hjem til sin mor, som kontaktede politiet og anmeldte overfaldet.

Men politiet vil rigtig gerne i kontakt med de to kvinder, som forlod stedet og pigen efter overfaldet uden at have givet deres navn.

- Det er dem, der er nøglen til at komme videre for os lige nu, siger vicepolitikommissæren.

Knallertkøreren sagde tilsyneladende ikke noget under overfaldet, og pigen har kun kunnet beskrive ham som høj og iført styrthjelm.

Østjyllands Politi kan kontaktes på telefon 87 31 14 48.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere