Ung tysk kvinde blev holdt som slave

Lille sydtysk landsby er i chok, nu da familie på tre er anholdt for at have holdt 20-årig kvinde som slave

I over et år skal en 20-årig tysk kvinde være blevet holdt som slave af en familie i den sydtyske landsby Hassmersheim, cirka 60 kilometer sydøst for Heidelberg.

Politiet har blandt andet sigtet ægteparret og deres søn for gidseltagning, efter at de tre tidligere på ugen blev anholdt af en af sydtysk politis specialenheder.

Ifølge anklagemyndigheden i Mosbach blev den unge kvinde holdt til fange, mishandlet og ydmyget af familien, og faren skal også have forgrebet sig seksuelt på kvinden.

Flygtede gennem vindue
Sidste weekend lykkedes det hende omsider at flygte gennem et vindue i huset, og efter at have fortalt politiet om sit mareridt, gik specialenhederne i aktion i den lille landsby med 4800 indbyggere.

Statsadvokaten oplyser, at det ikke bare var en rutineagtig anholdelse, fordi man på baggrund af sagens alvor vurderede, at faren var voldelig og måske havde et våben.

Ægteparret nægter sig skyldig, men deres søn har erkendt dele af anklagerne og volden mod kvinden.

- Den foreløbige efterforskning viser, at kvinden var flyttet frivilligt ind hos familien, siger ledende statsadvokat Franz-Josef Heering til nyhedsbureauet dpa.

Troede hun var kusine
Ifølge landsbyens borgmester flyttede familien først til Hassmersheim for tre måneder siden.

- Jeg er rystet over, at sådan noget kan ske i vores kommune. Man kan ikke tro, at det kan ske i landsbyen, at nogen i flere måneder bliver holdt til fange og nødt til at flygte, siger borgmester Marcus Dietrich til dpa.

Tysklands største avis, Bild, skriver, at den unge kvinde med vold og trusler blev tunget til at gøre rent, lave mad og vaske tøj, samtidig med at familien døgnet rundt overvågede hende.

Naboer fortæller til Bild, at de troede, at den usoignerede, magre kvinde var en kusine til familien.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere