Politi kræver Black Cobra-folk fængslet

Politiet anholdt torsdag seks mænd med tilknytning til banden Black Cobra. Fire fremstilles i grundlovsforhør

Fire mænd med tilknytning til banden Black Cobra i Sydsjælland bliver fredag morgen fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for blandt andet røveri.

I alt blev seks mænd anholdt under en større politiaktion torsdag.

- Men vi har løsladt to af dem igen. De sidste fire sigtes for røveri, og to af dem desuden for ulovlig våbenbesiddelse, siger politikommissær Bent Ludvigsen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

I forbindelse med politiaktionen blev 10 adresser på Sydsjælland og Lolland-Falster ransaget. Her fandt politiet blandt andet skydevåben, narkotika og anabolske steroider.

Det var i forbindelse med efterforskningen af to skudepisoder fra Eskildstrup på Falster den 6. maj og i Maribo på Lolland den 27. maj, at personerne fra bandemiljøet kom i søgelyset.

De fire mænd fremstilles fredag morgen i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster, hvor anklageren vil kræve dørene lukket. Af samme grund vil Bent Ludvigsen ikke oplyse, hvordan de stiller sig til sigtelserne.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere