Fra 4,5 m højde: 13-årig kastede otte kilo sten mod klubmedarbejder

Klubmedarbejder var centimeter fra at blive ramt i hovedet - kunne være død

En kvindelig klubmedarbejder er dybt rystet, efter hun var blot omkring 25 centimeter fra at blive ramt i hovedet af en 8 kilo tung sten - kastet fra ca. 4,5 m højde af en 13-årig dreng.

- Den ryger ned lige ved siden af hendes hovede. Hvis man blev ramt af sådan en sten i hovedet, så ville man risikere at falde død om, siger vicepolitikommissær Morten Daugaard fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Episoden skete i aftes omkring kl. 19.20 ved ungdomsklubben på Bispehavevej i Aarhus. Forinden havde der været nogle uoverensstemmelser mellem klubmedarbejderne og nogle af børnene, fordi de skulle ud og køre i bus, og der var uenighed om, hvem der skulle med, og hvem der ikke skulle.

Sociale myndigheder
Den 13-årige dreng stod på et slags halvtag over et parkeringsanlæg og vippede to sten på hver omkring otte kilo ud over kanten. Og det var den første, der næsten ramte klubmedarbejderen.

- Han kan ikke være i tvivl om, om der er nogen dernede, for der er noget råben, siger vicepolitikommissær Morten Daugaard.

Den 13-årige dreng er sigtet for at have forvoldt fare for andres liv eller førlighed. Han blev afhørt i overværelse af en repræsentant fra Aarhus Kommune og er efter afhøringen overgivet til de sociale myndigheder.

- Hvis han havde været ældre, ville det have været sådan en sag, hvor vi nok havde overvejet fremstilling (i grundlovsforhør, red.), siger vicepolitikommissæren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere