Flere tons fødevarer spredt efter lastbilulykke

Morgentrafikken er spærret på Ring 4 vest for København efter tung lastbil væltede

Lastbil væltet på Motorring 4 med 20 tons fødevarer sprædt ud over vejen. (Foto: Kenneth Meyer)
Lastbil væltet på Motorring 4 med 20 tons fødevarer sprædt ud over vejen. (Foto: Kenneth Meyer)

Omkring tyve ton kartofler, vin, ost og andre lækkerier er spredt ud over motorvejskrydset på Ring 4 mellem Taastrup, Vallensbæk og Ishøj vest for København, efter en tung lastbil væltede og spærrede hele motorvejen i nordgående retning her til morgen.

Til gengæld slap chaufføren uskadt, og der var ingen andre impliceret i ulykken.

- Der er stadigvæk oprydningsarbejde, så trafikken vil nok være spærret en time til halvanden endnu, siger vagtchef Kim Svenningsen fra Københavns Vestegns Politi til ekstrabladet.dk.

Varer destrueres
Ulykken skete, fordi lastbilen snittede en betonpille i forbindelse med noget vejarbejde.

- Chaufføren var uopmærksom og mistede herredømmet over bilen, der var fyldt med forskellige fødevarer. De faldt ud, fordi sættevognen gik i stykker, så de skal 'grabbes' op og destrueres, fortæller vagtchefen og tilføjer, at der skal en stor kranbil til for at fjerne den store lastbil.

Vejdirektoratet leder i øjeblikket trafikken væk fra ulykkesstedet, lyder det.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere