Ægtepar frifundet i sag om millionsvindel

Retten i Glostrup frifinder ægtepar i svindelsag, hvor de ellers stod til år bag tremmer

Et ægtepar fra Storkøbenhavn kan onsdag ånde lettet op. Anklagemyndigheden gik efter en streng fængselsstraf for svindel, men Retten i Glostrup har valgt at frifinde dem.

Ægteparret, der begge er i 50'erne, var tiltalt for at have bedrevet groft skattefusk og mandatsvig i deres it-firma Compare Support, der gik konkirs i 2007.

Anklagemyndigheden på Københavns Vestegn mener, at manden i 2004 til 2006 opgav 11,5 millioner kroner for lidt til skattevæsnet, og at han på den måde snød samfundet for knap 7,5 millioner kroner i skat.

Men Retten i Glostrup finder det ikke bevist, at manden har opgivet et forkert beløb med vilje, og derfor skal han ikke dømmes.

Sagen drejer sig desuden om udgifter for sammenlagt 800.000 kroner til blandt andet rejser og tøj. Når den slags ikke har med firmaets drift at gøre, men bliver betalt af firmaets kasse, så hedder det mandatsvig.

Retten afviser dog, at der er tale om mandatsvig i forbindelse med de mistænkelige udgifter.

Økonomisk kriminalitet, som der er tale om i denne sag, straffes normalt strengt. Og i dette tilfælde var der da også lagt op til fængselsstraffe i den hårde ende, hvis parret var blevet dømt.

- Jeg mente, at en straf på tre til fire års fængsel var passende for manden, og at konen skulle idømmes ubetinget fængsel i omkring et år, fortæller sagens anklager, Charlotte Edholm Mortensen.

Hun vil nu drøfte med Skat og internt i anklagemyndigheden, om man skal forsøge at få ægteparret dømt i en ankesag ved Østre Landsret.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere