Røvede 2.000 fra transportfirma

Transportfirma med tilknytning til Ikea i Gentofte røvet

Det var ikke møbelgiganten Ikeas filial i Gentofte, der i aftes blev udsat for et røveri, men et transportfirma - Bring Express - der ligger i tilknytning til Ikea, oplyser Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

Både ekstrabladet.dk og andre medier gengav tirsdag, at det var møbelgiganten, der havde været udsat for røveri, men det viste sig, at der var tale om et transportfirma, der bringer møbler hjem for Ikea-kunder, hvilket kan være med til at forklare forvekslingen.

Bring Express har til huse i en container-lignende bygning ved siden af Ikea, og der var en enkelt ansat til stede, der var ved at håndtere dagens omsætning, da to gerningsmænd trængte ind.

- De to kvælertag på den ansatte og tog kassebeholdningen og kom afsted med et udbytte på godt 2.000 kroner, siger Martin Sommer fra Nordsjællands Politi til ekstrabladet.dk.

De to røvere stak af til fods i retning mod Brogårdsvej, hvor en flugtbil med en chauffør bag rattet ventede på dem.

Det er ukendt om bilen kørte i nordlig eller sydlig retning.

Den ansatte i transportfirmaet led angiveligt ikke voldsom fysisk overlast ved røveriet.

Politiet er nu ved at stykke sammen hvad der skete.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set de to flygte fra transportfirmaet og hen på Brogårdsvej, siger Martin Sommer til ekstrabladet.dk.

Har du oplysninger i sagen, kontakt da Nordsjællands Politi på telefon 49 27 14 48.

Signalement af de to gerningsmænd:

A: Mand, af anden etninsk oprindelse end dansk, 20-24 år. 175 centimeter høj, slank, karseklippet hår. Var iført sort trøje og sorte bukser.

B: Mand, af anden etninsk oprindelse end dansk, 20-24 år. 175 centimeter høj, slank, karseklippet hår. Hvid trøje med lynlås trukket helt op i halsen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere