Biler er set i mystisk sag om forsvunden

Svindeldømt er væk på 7. måned. Sydsjællands Politi har fået tip om to biler og efterlyser vidner.

Henrik Haugberg Madsen har været forsvundet siden den 11. november  sidste år (politifoto)
Henrik Haugberg Madsen har været forsvundet siden den 11. november sidste år (politifoto)

Politiet gør nu et nyt forsøg på at skaffe oplysninger i sagen om en dømt forretningsmand, som sidst blev set i live for næsten syv måneder siden nær Næstved.

Den 40-årige Henrik Madsen forsvandt fra en feriehytte på Enø Kystvej i Karresbæksminde den 11. november sidste år.

- Vi har konstateret, at der den 11. november ved 23-tiden om aftenen blev set en sort Porsche Cayenne og en hvid Mercedes kassevogn ved den feriehytte, han skulle være gået fra, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Han beder nu mennesker, der var ved Dansk Folkeferies hytter den aften, om at henvende sig til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvis de har lagt mærke til de to biler.

- Vi vil også gerne i kontakt med personer, der har været i området, tilføjer Søren Ravn-Nielsen.

Henrik Madsen boede i hytten med sin samlever Bo Madsen.

Læs også: Bøssegangstere bag ny kæmpefup

Sidstnævnte har fortalt politiet, at de havde skændtes, og at Henrik Madsen var frustreret, da han til fods forlod hytten.

Begge har været dømt for svindel, og de er tiltalt i en ny sag om bedrageri for cirka 10 millioner kroner, trusler og brandstiftelse.

Politiet har fået at vide, at Henrik Madsen forlod stedet ved 19-tiden.

Siden da har ingen hørt fra ham, og det undrer politiet sig over.

- Det er meget usædvanligt, at han ikke har givet lyd fra sig i forhold til familien, siger Søren Ravn-Nielsen.

- Han har tidligere været væk, men det har været i meget korte perioder, oplyser vicepolitiinspektøren.

Henrik Madsen er cirka 181 centimeter høj, kraftig af bygning og har brunligt hår. Ved bortgangen var han iført cowboybukser, en sort trøje, en sort halvlang jakke og kondisko.

Efter planen skal den nye straffesag mod Madsen begynde i august.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere